Pædagog sigtet for overgreb

En ledende mandlig pædagog fra en børneinstitution i Middelfart Kommune er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Der er rejst sigtelse for to forhold om mulige seksuelle overgreb, fortæller Jack Liedecke, vicepolitikommissær i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre tirsdag, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Den kendelse blev dog kæret omgående til Vestre Landsret.

Fyens Stiftstidende erfarer, at det ikke er første gang, pædagogen er i politiets søgelys. Tidligere på sommeren opgav man at føre en sag om blufærdighedskrænkelse mod ham på baggrund af nogle sms-beskeder, han havde sendt til en 11-årig pige, der går i den institution, som han er tilknyttet. Herunder beskederne:

"Skal vi så ik være kærester?"
"Må jeg så godt kysse dig?"
"Så skal vi elske hinanden meget meget MEGET mere end kærester gør".

Politiets anklager vurderede dengang, at beskederne var uanstændige og moralsk angribelige, men at de ikke kunne føre til en dom for blufærdighedskrænkelse.

Det var blandt andet, fordi bestyrelsen i institutionen anførte, at der herskede en meget fri omgangstone på stedet. Den sigtede har siden den sag været sygemeldt.

Oversigt

    Oversigt