Pædagoger glemte 2-årig

Pædagoger i Nyborg glemte to-årig dreng. Han lå fastspændt i en vugge i fem timer.

Den to-årige dreng bliver passet i Børnehuset Provst Hjortsvej, og episoden udspillede sig tidligere på ugen.

Da forældrene kom for at hente ham, havde han ligget fem timer i vuggen, han var vågen og græd.

- Tårerne trillede ned ad hans kinder, og han var naturligvis meget ked af det. Og det blev min kæreste og jeg så sandelig også. Det er jo omsorgssvigt af allerværste skuffe, siger Mona Lillelund Nielsen til bt.dk.

Normalt sover Marcus til middag halvanden time.

- Børnehaven mener, at han sagtens kan have sovet i alle fem timer, men det er jeg sikker på ikke er rigtigt. Han er en meget livlig dreng, der allerhelst drøner rundt og leger, fortæller drengens far Jesper Demant Sørensen.

Den 2-årige Markus har ikke været passet i institutionen siden, og forældrene skal nu have et møde med Børnehuset Provst Hjortsvejs ledelse, før de beslutter, om han skal fortsætte i den samme vuggestue.

Tager sagen op i udvalg

Kaj Refslund, Venstre, formand for Nyborg Kommunes Børne- og Familieudvalg vil nu tage sagen op.

- Det vigtigste for mig er, at barnet ikke har lidt overlast. Men det er klart, at vi på mødet mandag vil spørge ind til, hvordan det kunne ske, og hvad institutionen vil gøre for at hindre, at det sker igen, siger Kaj Refslund til fyens.dk

Oversigt

    Oversigt