Pædagoger nedlægger arbejdet

Langt de fleste børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune lukkede i dag. Pædagogerne er bekymrede for fremtiden og strejkede for at gå til fagligt møde.

Nedskæringer

Tomme institutioner og legepladser over det meste i Faaborg-Midtfyns Kommune i dag. Flere hundrede pædagoger nedlagde arbejdet i morges og mødtes i stedet til fagligt møde i Forsamlingshuset i Ryslinge.

Pædagogerne er utilfredse med de nedskæringer, der er udsigt til i forbindelse med kommunesammenlægningerne.

- I min institution står vi til at miste 5-6 personer, og det er meget, fortæller pædagog, Eva Kristensen fra Bøgehøjskolens SFO i Årslev.

- Vi synes, det er synd, at alle børnene får det lige skidt i stedet for at få det lige godt, siger hun.

Mellem 300 og 400 pædagoger sidder lige nu i fagligt møde i Ryslinge, hvor de skal finde ud af, hvad der skal ske.

Ikke kun pædagogerne

Elever fra 7., 8. og 9. klasse fra en skole i Ringe skippede undervisningen og mødte tirsdag middag op på Rådhuset i Ringe i solidaritet med de strejkende pædaogoger. Men det faldt ikke i god jord hos Ringes borgmester, Bo Andersen.

- Det her viser jo med al tydelighed, at de ikke ved, hvad det drejer sig om. Den skole de kommer fra er jo den, der har fået mest ud af det på SFO-området, siger Bo Andersen (V) og fortsætter.

- Enten er de vildledte eller også har de behov for, at der kommer nogle op for at fortælle dem, hvordan et lokalt demokrati fungerer, konstaterer Bo Andersen.

Deltag i debatten

Oversigt

    Oversigt