Pædagoger: Svage grupper drukner i nyt kæmpeministerium

Samfundets svage grupper har brug en fokuseret indsats. Derfor er ny opdeling skidt, mener Socialpædagogerne.

Det kan få konsekvenser for samfundets svageste grupper, at helt almindelige børn fra 0-6 år i fremtiden kommer til at høre under Socialministeriet i forbindelse med regeringsrokaden.

Sådan lyder kritikken fra formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

- De svageste grupper i samfundet har brug for en helt særlig opmærksomhed, og det har været en klar styrke ved Socialministeriet, siden regeringen trådte til, siger han.

Socialpædagogerne frygter, at indsatsen for de svageste grupper vil "drukne" i det nye store ministerium, der tager navneforandring fra Social- og Integrationsministeriet til nu at hedde Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

- Vi har prøvet det før under tidligere regeringer, hvor det har heddet Velfærdsministeriet og Børne- og Familieministeriet. Det har ikke fungeret lige så godt som et rent socialministerium, siger Benny Andersen.

SF-formand Annette Vilhelmsen bliver ny minister på området, og hun får hård kritik allerede på første dag i sit nye job efter beslutningen om at flytte børneområdet med i det nye ministerium.

Kritikken lyder blandt andet, at den sammenhængende indsats for børn fra 0-18 år, som indtil nu har ligget i Børne- og Undervisningsministeriet, og som regeringen hidtil har gjort til sin mærkesag, bliver svækket af manøvren.

Og Socialpædagogerne frygter altså også, at det vil gå ud over samfundets svage grupper, at de nu skal dele minister.

- Vi er nervøse for, at det vil gå ud over indsatsen for de svageste grupper børn - for eksempel de anbragte og de handicappede, siger Benny Andersen.

- Og så er der jo også de svage grupper blandt voksne. De udviklingshæmmede, de hjemløse og misbrugerne. Man kan frygte, at fokus forsvinder fra de grupper, som ellers har hårdt brug for en målrettet indsats. Særligt nu, hvor økonomien er presset, siger han.

Til Politiken siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College ved Aarhus, at han ikke kan se hverken faglige eller saglige argumenter for den nye opdeling, som han vurderer er et "entydigt politisk hensyn".

- Det er en katastrofe og et tilbageskridt for ønsket om, at lærere og pædagoger skal arbejde tættere sammen, siger han.

Ifølge Politikens oplysninger var det Annette Vilhelmsen selv, der insisterede på at få børneområdet med sig over i sit nye ministerium.

Oversigt

    Oversigt