Pædagogkonflikt i arbejdsretten torsdag

Pædagogkonflikten i Rudkøbing fortsætter også torsdag, og dermed havner sagen nu i arbejdsretten som en hastesag. De aktionerende pædagoger har indbudt politikerne til stormøde torsdag aften.

-

Pædagogkonflikten i Rudkøbing fortsætter også torsdag, og dermed havner sagen nu i arbejdsretten som en hastesag. De aktionerende pædagoger har indbudt politikerne til stormøde torsdag aften.


De 45 strejkende pædagoger i Rudkøbings seks daginstitutioner besluttede onsdag at fortsætte arbejdsnedlæggelsen torsdag. Personalet er stærkt utilfredse med bebudede nedskæringer og manglende orientering om besparelserne til medarbejderne fra Rudkøbing Kommune.


Opbakning fra forældrene
Pædagogerne har fuld opbakning fra forældrene til de 360 børn.


\"Vi bakker 100 procent op bag pædagogernes arbejdsnedlæggelse. Kommunens budgetforslag er utrolig kortsigtet, og vi risikere at tabe de svageste børn på gulvet, hvis nedskæringerne bliver gennemført, \" siger Bo Winter Hansen, der er formand for forældrebestyrelsen i Pyramiden.


BUPL-formanden tilkaldt
Indtil videre har forældrene klaret de manglende pasningsmuligheder ved at tage fri, holde feriedage og passe hinandens børn.


Konflikten er nu den længstvarende pædagogkonflikt på Fyn i mange år. Og onsdag blev BUPL-formanden Lisbeth Schmidt Jespersen tilkaldt til Rudkøbing, for at få de strejkende pædagoger til at genoptage arbejdet.


Trusler om bod
Men hverken formandens opfordring til at gå i arbejde eller trusler om bod i arbejdsretten torsdag gør tilsyneladende indtryk på de 45 pædagoger. De nægter at genoptage arbejdet før politikerne lytter til deres krav om at genoverveje besparelserne.


Torsdag aften har pædagogerne indkaldt til stormøde. Her skal personalet, forældrene og politikerne diskutere fremtiden for daginstitutionerne i Rudkøbing.

Oversigt

    Oversigt