Pænt overskud: Svendborgs lodser udvider forretningen

Danpilot, ejet af staten, var sidste år udsat for fuld konkurrence. Det har skærpet lodseriet, der blandt andet har fået opgaver i Grønland.

Det offentlige lods-selskab Danpilot med hovedbase i Svendborg kom ud af 2016 med et overskud på 11 millioner kroner sammenlignet med fire millioner i overskud i 2015.

Og det er over forventning i et år, hvor statens lodspligt for skibe på transit igennem de danske farvande blev liberaliseret, så andre kunne byde ind på opgaven.

Det har tvunget Danpilot til at effektivisere, og året blev blandt andet brugt til at etablere hovedstationer i Esbjerg og Nyborg.

Desuden har Svendborg-selskabet udvidet sine aktiviteter til at forsyne krydstogtsskibe i Grønlandsk farvand med lods-assistance. Fra 2017 er dette arbejde sket i samarbejde med Greenland Pilot Service.

Sammenlagt steg omsætningen fra 402 til 411 millioner kroner.

Sideløbende med den udvidede aktivitet har Danpilot anskaffet sig to nye hårdtvejrsbåde og er løbende i gang med at udskifte flåden af lodsbåde.

Danpilot, der har været fuldt konkurrenceudsat siden 2006 på havnelods-opgaver, oplevede et fald i den type opgaver med 48 lodsninger i 2016. Økonomisk betød det et underskud på 36 millioner kroner.

Derimod gav transitlodsningerne et overskud på 43 millioner kroner.

Frem mod 2020, hvor konkurrencen på transitmarkedet træder helt i kraft, forventer Danpilot et fald i indtjeningen.

Danpilot er af logivningen forpligtet til at sørge for forsyningspligt med lodsbåde i danske farvande.

Det vil sige, at lodsbådene skal påtage sig lodsopgaver, som private ikke vil udføre, og der gælder desuden et tidskrav på 18 timer på transitlodsning og fire timer på havnelodsning.

I 2017 forventer Danpilot, der beskæftiger 322 medarbejdere, dog at kunne opretholde en indtjening på nievau med 2016.

 

 

Oversigt

    Oversigt