Pansrede mandskabs-vogne kan give job på Fyn

En ny aftale om pansrede mandskabsvogne ventes at give 300 nye arbejdspladser på Fyn.

Det bliver den internationale koncern General Dynamics European Land System, der skal levere den næste generation af pansrede mandskabsvogne til den danske hær.

Koncernen blev valgt af partierne bag forsvarsforliget i tæt konkurrence med fire andre producenter. I alt skal koncernen levere mere end 200 køretøjer af mærket Piranha 5.

Det ventes, at ordren vil betyde en omsætning på et trecifret millionbeløb og omkring 300 nye arbejdspladser til virksomheden Falck Scmidt Defence Systems A/S i Odense og dens underleverandører.

Direktør Jan Falck-Schmidt siger til TV2/Fyn, at ordren kan betyde omkring 150 i Odense.

Piranha 5 skal benyttes de næste 30-40 år og vil i høj grad være med til at præge udviklingen af den danske forsvarsindustri.

Oversigt

    Oversigt