Pape afviser kritik: Kæmper for at få bander bag tremmer

Partierne er blevet orienteret om bandekonflikten, mener justitsministeren. Og regler er strammet 35 gange.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kan ikke genkende virkeligheden i den kritik, regeringen får for at være for passiv i kampen mod banderne.

Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau, efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har langet ud efter regeringen.

Hun kritiserer regeringen for at være passiv i konflikten.

- Vi ser en bandekonflikt, der er eskaleret til et niveau, der er helt uhørt. Og som jo kan have fatale konsekvenser, siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indkalde til et møde på partilederniveau i næste uge. Statsministeriet henviser dog til Justitsministeriet.

Og her har Pape allerede bebudet, at partierne bag politiforliget skal trommes sammen i næste uge, pointerer han.

- Umiddelbart før sommerferien fik partierne ligeledes en briefing fra Rigspolitiet om konfliktniveauet og indsatsen over for banderne, forklarer justitsministeren.

- Derudover er mine embedsmænd i dialog med Aarhus, Odense og Københavns Kommune om et fælles møde i august for at drøfte samarbejdet om kampen mod banderne.

- Regeringen har - i øvrigt sammen med Socialdemokratiet - lavet en historisk stor bandepakke med en række stramninger og nye værktøjer til politiet, i alt 35 tiltag.

Søren Pape Poulsen lover, at politiet sætter de nødvendige ressourcer af, når der, som det er tilfældet i København, bliver skudt i gaderne. Der er tilkaldt ekstra politifolk til hovedstaden, påpeger han.

- Der er med andre ord sat rigtig meget i gang for at få banderne bag tremmer, forsikrer justitsministeren.

- Vi er også løbende i dialog med politiet om behovet for nye redskaber og reagerer selvfølgelig løbende på de værktøjer, som politiet måtte have behov for.

Oversigt

    Oversigt