I det fynske folks tjeneste

Pape i opgør med politireform: Mere politi til Fyn

Pape mener, at grænsekontrol, terrorangreb, et generelt højere trusselsniveau og bandekrig har betydet, at fynske og jyske politikredse er blevet drænet for betjente. Foto: Ipiccy / Henning Bagger Ritzau Scanpix / Politiet

Justitsminister Søren Pape Poulsen mener, at der er behov for at skabe mere tryghed i de fynske og jyske provinser.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil nu gøre op med den politireform, der i 2007 gjorde 54 politikredse til 12, lukkede små politistationer og skar kraftigt ned på antallet af landbetjente. 

Det fortæller han i et interview med avisen Danmark. 

Pape mener, at grænsekontrol, terrorangreb, et generelt højere trusselsniveau og bandekrig har betydet, at fynske og jyske politikredse er blevet drænet for betjente.

- Vi står nu et sted, hvor vi har fået behov for igen at have et mere lokalt orienteret politi. Det er vigtigt for mig, at folk skal kunne føle sig trygge i hele Danmark. At man føler, at politiet er tæt på en, selv om man ikke bor et sted, hvor kuglerne flyver om ørerne på en, siger Søren Pape Poulsen til avisen Danmark.

Læs også Niårig dreng kørt ned af flugtbilist: Fem henvendelser til politiet

- Det er fuldstændig den samme diskussion, som vi har om kommunalreformen, hvor borgere i de mindre samfund føler sig forladt. Det er vi nødt til at forholde os til. Vi er jo regering for hele landet, og vi har politi for hele landet, siger Pape.

Momentum skal udnyttes

Ministeren mener, at der er et momentum i politiet i øjeblikket, som man kan udnytte. Han peger på, at bandekrigen, flygtningestrømmen og terrortruslen er stilnet af. 

Politiske aftaler har desuden de sidste par år har øget politistyrken med 600 ekstra rekrutter på politiskolen - de første er så småt på vej ud i politikredsene.

I Politiforbundet tager formand Claus Oxfeldt godt imod Papes melding.

- Det er et fint signal, og vi er meget enige i, at der skal skabes tryghed i de dele af Danmark, hvor kuglerne ikke flyver om ørerne. Der er blevet nedlagt mange lokale politistationer, og vi hører jo fra folk, at de ikke ser så meget til politiet mere, siger Claus Oxfeldt til avisen Danmark

Ved du noget? Så send os et tip