I det fynske folks tjeneste

Paprika Steen filmer i Odense

Odense og opland har lagt kulisse til ny dansk julefilm. Det er Paprika Steens comeback som instruktør. Blandt andre Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann og Lars Brygmann er på rollelisten.

Paprika Steen (th) og Sofie Gråbøl mødes i Odense, hvor indspilningerne til julefilmen "Med hensyn til julen" foregår. Foto: Per Arnesen/PR

Den fortsatte brug af Fyn i dansk filmproduktion får nu et ekstra krydderi.

Paprika Steen er nemlig ved at sætte filmruller i kameraerne til sit comeback som filminstruktør. Og hun og produktionsholdet har valgt, at filme i og omkring Odense.

Det giver FilmFyn et ekstra pift, mener direktør Bo Damgaard, FilmFyn:

- På Fyn er filmen ekstra interessant, fordi produktionsholdet udover vore ejerkommuner også kan bruge Odense Kommune som location for optagelserne. Odense er delvist associeret medlem af FilmFyn for øjeblikket, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Paprika Steen er tilbage som instruktør efter næsten ti års pause. Foto: Per Arnesen/PR

Læs også Samsø eller Odense - Guns N' Roses i geografi-bommert

Sidst Paprika Steen sad i instruktørstolen var med komedien "Til døden os skiller" fra 2007. Denne gang tager hun ligeledes fat i det muntre hjørne af dansk film og skal med jule-filmen "Med hensyn til julen" lægge "distance til den romantiske forestilling om den søde juletid, hvor freden sænker sig og sneen daler ned fra en lyseblå himmel", som der står i pressemeddelelsen.

Sofie Gråbøl, Lars Brygmann og Paprika selv

Udover at instruere filmen spiller Paprika Steen selv den kvindelige hovedrolle. På rollelisten finder man desuden navne som Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann, Lars Brygmann, Karen-Lise Mynster, Lars Knutzon, Patricia Schumann, Jakob Randrup, Bodil Lassen, Hans Holtegaard, Fanny Leander Bornedal, Mikas Dalhoff Christiansen, Sofus Søndergaard Mikkelsen, Troja Reppien Trovattan og Otto Leonardo Steen Rieks. 

Det er Jakob Weis som har skrevet manuskriptet. Filmen får premiere i november 2018.

Læs også Efter fem års tilløb - Her er det gyldne hus