Par nummer 7 ryger ned på andenpladsen

Det tysk/australske par nummer 1 fører nu det københavnske seksdagesløb.

Selvom par nummer 7 bestående af Michael Mørkøv og fynske Lasse Norman Hansen vandt lørdagens sidste jagt, var det ikke nok til at generobre den tabte førerposition i det københavnske seksdagesløb i Ballerup.

Efter løbets tredje dag ligger par nummer 1, australske Luke Roberts og tyske Leif Lampater, på førstepladsen. De er en omgang foran danskerne på andenpladsen, men har til gengæld færre point.

Par nummer 1 har 206 point, mens det danske par har 218 point.

Par nummer 14 med Jesper Mørkøv, lillebror til Michael Mørkøv, og schweiziske Franco Marvulli er også en bane efter førerduoen og ligger nummer tre med 200 point.

Storebror Michael Mørkøv vandt løbet i både 2009, 2010 og 2011, da han dannede par med Alex Rasmussen, inden duoen sidste år blev slået af Marc Hester og Iljo Keisse.

I år er Alex Rasmussen ude med karantæne, mens Lasse Norman Hansen debuterer i seksdagessammenhæng.

Selvom Lasse Norman Hansen ikke har kørt seksdagesløb tidligere, så er han ikke en hvem som helst på banen. Han er olympisk mester i disciplinen omnium.

Oversigt

    Oversigt