Parken luner hos sydfynsk rigmand

Derimod koster miljøfirmaet Pureteq Erik Skjærbæk penge - 18 millioner kroner sidste år.

Den sydfynske erhvervsmand Erik Skjærbæk gik fra næsten ukendt til kendis, da han og kompagnonen Erik Struve i 2008 solgte Svendborg Brakes for 3,4 milliarder kroner.

Kendiseffekten tog et ekstra hop, da han i 2009 købte sig ind i Parken Sport og Entertainment, hvor aktien samme år styrtdykkede og underskuddet nåede op på 438 millioner kroner.

Siden har Parken Sport & Event trods skiftende resultater været en overskudsforretning.

I 2016 gav det danske nationalstadion og tilknyttede aktiviteter et overskud på 41 millioner kroner før skat.

Der blev udbetalt 98 millioner kroner i udbytte, og Erik Skjærbæk kunne lande et overskud på knap 30 millioner kroner i sit investeringsselskab ES Parken Holding, hvor egenkapitalen nu er på 153 millioner kroner.

Det fremgår af det netop offentggjorte regnskab for 2016.

Parken kun en mindre del af forretningsimperium
Det er dog kun en mindre del af Skjærbæks økonomisk imperium.

Skjærbæk har investeret en del af sine penge i det sydfynske firma Pureteq, hvor han er storaktionær. Pureteq satser stort på udviklingen af røgrensere - såkaldte scrubbere - der skal formindske svovludslippet fra skibsfarten.

Ny lovgivning har pålagt alverdens skibe at skære ned på svovlbelastningen af atmosfæren, og udviklingsfirmaet Pureteq er langt fremme med et produkt, der kan blive et forretningsmæssigt gennembrud.

De sidste seks år er underskuddene i firmaet imidlertid løbet op i 90 millioner kroner - og sidste år gav et minus på 18 millioner kroner før skat.

Ifølge ledelsesberetningen i det netop offentliggjorte regnskab har de faldende oliepriser sat markedet i stå, men senest i 2020 træder den nye lovgivning i kraft, og det vil forøge efterspørgslen, forventer firmaets ledelse.

Erik Skjærbæk ejer via selskabet Esmira 2015 også en lang række underliggende investeringsselskaber.

Holdingselskabet gav sidste år et underskud på 6,4 millioner kroner og har en egenkapital på 42 millioner kroner.

En af de mere specielle investeringer fra Skjærbæks hånd er i det københavnske selskab State Drinks, der fremstiller energidrikke.

Ledelsen af selskabet mener trods underskuddet, at der er lovende tendenser i det danske marked, og forventningen er at lancere energidrikkene internationalt.

Lokalt er Erik Skjærbæk aktiv som både mæcen og bygherre på Sydfyn. 

Hans byggeprojekt i Kullinggade i Svendborg har vakt lokalpolitisk debat, og det gjorde de også, da han garanterede 10 millioner kroner i støtte til landsstævnet i Svendborg sidste år.

Oversigt

    Oversigt