Parti besøger gymnasium efter utilfredshed over manglende invitation

Kristendemokraterne var ikke med til valgdebatten på Mulernes Legatskole i mandags, men to dage efter var partiet ude på gymnasiet for at præsentere deres politik.

Efter mandagens debat på Mulernes Legatskole i Odense, hvor de fire opstillingsberettigede partier udenfor Folketinget (Klaus Riskær Pedersen, Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Stram Kurs) ikke var en del af valgdebatten, har et af partierne været ude at snakke med eleverne på gymnasiet.

Jeanan Jamil Bozo, der er øverst på listen i opstillingskreds Odense Øst for Kristendemokraterne, og Michael Jensen, storkredsformand fra samme parti, var onsdag eftermiddag en tur på Mulernes Legatskole for at snakke om deres politik med eleverne. 

- Det er vigtigt, at vi er der og fortæller, hvad vi står for, så de unge også ved det, siger Christian Emil Szilas-Hansen, valgkoordinator for Kristendemokraterne i Fyns Storkreds, til TV 2/Fyn.

Partiet var ude på Mulernes Legatskole med valgmateriale. Eleverne havde også mulighed for at snakke med Jeanan Jamil Bozo og Michael Jensen om deres politik.

- Bedre end ingenting

Kristendemokraterne har længe følt sig overset til valgdebatterne under valgkampe og var derfor glade for at være ude på gymnasiet i Odense.

- De unge er meget åbne og lydhør. Vi syntes, det var rart også at blive repræsenteret. Når nu det ikke kunne være til valgdebatten, så er det her bedre end ingenting, lyder det fra valgkoordinatoren.  

Rektor på Mulernes Legatskole Torben Jakobsen ønsker ikke at kommentere besøget fra Kristendemokraterne.

Oversigt

    Oversigt