Partimedlemmer vil holde fri til valget

Tidligere var det ærefuldt at være tilforordnet ved valg. I dag trygler kommunerne borgerne om hjælp, fordi partimedlemmerne svigter. Odense kan i modsætning til mange andre kommuner skaffe nok tilforordnede.

Kommunalt ansatte risikerer at blive kommanderet på arbejde søndag den 7. juni, når der er valg til Europa-Parlamentsvalget og folkeafstemningen om Tronfølgeloven.

Valgene skal ifølge Indenrigsministeriet holdes som to separate valg, fordi kun danske statsborgere kan stemme ved begge valg, og det kræver ekstra tilforordnede. Derudover falder valgdagen falder sammen med en forlænget weekend med fridag grundlovsdag fredag, og det er ifølge fuldmægtig Palle Nielsen, Fredericia Kommune, formodentlig en af forklaringerne på, at det er så vanskeligt at skaffe folk.

I Frederiksberg Kommune, hvor man skal bruge omkring 500 tilforordnede, har man søgt tilforordnede via kommunens intranet, og det er nu lykkedes at finde tilstrækkeligt med tilforordnede, primært blandt det administrative personale på rådhuset.

I Århus Kommune har man valgt at annonce i aviserne for at få folk til at melde sig til tjansen, der giver 750 kroner i diæt. Men endnu er man ikke nået op på det nødvendige antal, og problemet er det samme i mange af de store kommuner. I Odense, hvor man skal bruge omkring 750, regner man med, at det lige slæber af, mens man i Fredericia har fået det antal man skal bruge.

Sædvanligvis kommer de tilforordnede fra de politiske partiforeninger.

Oversigt

    Oversigt