Mens de kan ...: Humlebien udfordrer kælkebakkerne

Vejrprognoserne melder om at onsdagens snevejr kan blive det sidste i lang tid, derfor nyder børnehaven Humlebien dagens snevejr i fulde drag.

Sneen har for alvor ramt Fyn. Ifølge DMI kunne meget dog tyde på, at det ikke vil fortsætte.  Derfor er det bare om at nyde sneen, mens den er her. Det er i hvert fald mottoet hos børnehavebørnene.

- Jeg har kælket. Det var rigtig sjovt. Det gik lynhurtigt, og så væltede jeg omkuld, sådan beskriver Kamma Frederiksen snevejrs dagen i børnehaven Humlebien i Svendborg.

I børnehaven har dagen blandt andet stået på at kælke ned af kælkebakken, sneboldskampe og snemandsbyggeri.

- Det er jo en fest hver gang, at sneen kommer frem. Så er det gang i kælkene og frem med skovle og spande, og så er der jo lege i gang alle steder, siger Kasper Keinicke, der er pædagog i Børnehaven Humlebien.

Måske sidste chance

Efter en forholdsvis varm og kort vinter, har de sidste par dages højtryk trukket både frost og sne med sig ind over Fyn. Det ser dog ikke ud til at fortsætte, faktisk kan dagen i dag blive den sidste rigtige snevejrs dag i lang tid. Så børnehavebørnene sørger for at få det bedste ud af dagen.

- Børnene hygger sig, og de har det godt. Det er også gratis, og det er vi jo glade for i de her tider, hvor pengene er lidt små, siger Kasper Keinicke.

Der er i følge DMI mulighed for snebyger nogle steder på Fyn natten til søndag. Derefter ser sneen dog ikke ud til at vende tilbage i de kommende uger.

Frostgraderne ser ud til at aftage i løbet af næste uge, og allerede mandag kan temperaturen snige sig op på plusgrader. 

Oversigt

    Oversigt