I det fynske folks tjeneste

Astralis scorer igen: Vinder kæmpe turnering og stor pengepræmie

Foto: ANDRZEJ GRYGIEL / Scanpix

I samarbejde med TV2.dk

Det danske eSport-hold Astralis vandt søndag aften turneringen IEM Katowice og kan fortsat kalde sig verdens bedste 'Counter-Strike'-hold.

De danske eSport-stjerner fra Astralis overstråler i øjeblikket alle andre hold i computerspillet 'Counter-Strike: Global Offensive'.

Søndag aften vandt de den store turnering IEM Katowice foran næsten 11.000 tilskuere i den polske by af samme navn. Med en sejr på 3-1 i finalen over de europæiske superstjerner fra 'FaZe' kan det danske hold tage trofæet og en pengepræmie på over 700.000 kroner med hjem. 

Læs også 666.000 på spil: eSport-hold vinder historisk semifinale

Med sejren fastholder de fem danske eSports-spillere placeringen som nummer 1 i verden - en placering, der naturligvis betyder meget for dem.

- Det her beviser, at vi er det bedste hold i verden. Så jeg kunne ikke blive gladere, sagde Peter 'dupreeh' Rothmann fra Astralis i interviewet på den store scene umidelbart efter sejren.

Astralis fik dog en svær start på finalen. I formatet 'først til 3 banesejre' vandt deres modstander, FaZe, den første af slagsen. Dermed var danskerne bagud 0-1 og skulle forsøge at komme tilbage.

De formåede dog at rejse sig og modstod presset fra 'FaZe' i den store arena i Polen.

- Der er intet bedre end at spille i en arena foran så mange tusinde fans, og Spodek (arenaen, red.) er en helt speciel oplevelse i sig selv. Bare det at gå ud på scenen giver et gys i maven, og publikum giver virkelig alt, de har, undervejs, siger Lukas 'gla1ve' Rossander.

2017 har i sandhed stået i danskernes tegn. 

Læs også Endnu en fynsk triumf: Gamere spiller sig videre i Las Vegas

I januar vandt de en såkaldt 'major', hvilket kan sammenlignes med tennissportens Grand Slam. Her kunne de hæve 3,3 millioner kroner. Udover den søde smag af millioner, blev de efter sejren budt på endnu sødere rådhuspandekager.

Ud af tre store turneringer i 2017 har Astralis nu vundet to af dem, og pengene har væltet ind. Penge er dog ikke alt for danskerne.

- Vi spiller for prestigen og for at bevise, at vi er de bedste. Vi har endelig opnået det. Pengene er bare en bonus. Vi kæmper for eSport og for at være et godt hold, siger Peter 'dupreeh' Rothmann.

Næste store turnering for de succesfulde danskere bliver 'SL i-League StarSeries Season 3 Finals', hvor der er 300.000 dollars - eller godt to millioner danske kroner - på spil. Den ukrainske turnerings begynder den 4. april.

Ved du noget? Så send os et tip

I samarbejde med TV2.dk
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.