Axelsen modtager forgyldt fjerbold

Den danske verdensmester blev lørdag hyldet for sin store titel, da han fik overrakt den sidste og afgørende bold fra VM-finalen mod Lin Dan.

For første gang i 20 år, og for blot tredje gang i badmintonhistorien, fik Danmark en verdensmester i herresingle, da Viktor Axelsen den 27. august slog Lin Dan i VM-finalen.

Lørdag formiddag blev den 23-årige verdensmester så hyldet nok en gang, da folk stod i kø helt ud af Ketshop-butikken i hjembyen Odense. Og det var en helt bestemt anledning, folk var samlet i.

quote Den betyder rigtig meget for mig den her

Viktor Axelsen

Da hovedpersonen dukkede op, kunne direktøren for Yonex Skandinavien, Benni Holst Andersen, overrække Viktor Axelsen en forgyldt fjerbold. Nøjagtig den fjerbold, Lin Dan slog i nettet og som dermed sikrede Axelsen sin VM-titel - nu med guldfjer.

- At du skulle nå toppen, havde jeg aldrig været i tvivl om. Men at du skulle score et VM med de resultater i semifinalen og finalen, det var en meget glædelig overraskelse. Jeg er stolt over at få lov til at give dig den her. Det er en 40-årig tradition, som min far startede, forklarede Benni Holst Andersen om bolden fra den sidste duel i VM-finalen. 

- Jeg håber, at vi også senere hen får lov til at stå sådan her med en bold i mellem os, tilføjede direktøren, mens Axelsen bekræftede håbet om at stå der igen.

Et minde til de hårde tider

Verdensmesteren var også hurtig til at slå fast, at den skulle stå et helt specielt sted derhjemme. Samtidig var det også en god opmuntring, dagen efter han blev slået ud af kvartfinalen i Denmark Open på hjemmebane.

Axelsen beundrer sit nye minde.
Axelsen beundrer sit nye minde.
Foto: TV 2

- Den betyder rigtig meget for mig den her. Det er lidt det samme, når jeg kigger på de første turneringer, jeg gjorde det godt i, hvor jeg har medaljerne eller pokalen.

- Nu vil jeg altid få en masse gode minder, når jeg kigger på den. Den kommer til at stå et sted, hvor jeg kan kigge på den, måske mest i hårde tider, og få et lille smil på læben. Så det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er glad for, at Yonex og Benni fik fat i den her, sagde Viktor Axelsen, mens han skrev autografer til alle de fremmødte.

Blandt dem var også en dreng, der havde været til stede i hallen fredag aften, da verdensmesteren kollapsede i tredje sæt og blev sendt ud med 21-7 af inderen Kidambi Srikanth. Dertil kunne moderen berette, at tårerne havde presset sig på, da idolet Axelsen vinkede farvel til turneringen og tilskuerne på hjemmebane.

Fedt at spille i Odense

Drengen var ikke ene om at bakke hjembyens helt op i de tre kampe, Viktor Axelsen nåede at spille ved Denmark Open. Og det kunne i den grad mærkes. 

- Det er altid fedt at spille på hjemmebane. Jeg nyder det virkelig. Der var en mega opbakning, og det gav et kæmpe sus, hver gang jeg gik på banen. Det var bare ærgerligt, jeg ikke kunne få lov til at spille endnu mere, men der er heldigvis et Denmark Open næste år igen, slog Axelsen fast.

Imens skrev verdensmesteren de sidste autografer til de fremmødte fans og forlod herefter butikken for at stille op til de sidste billeder ude foran.

Her kom tre unge drenge forbi, der også lige ville have et billede, og så var Axelsen ikke sen til at løbe ind for at hente tre plakater og skrive ekstra autografer.

Ingen skulle gå forgæves, da verdensmesteren var mødt frem i hjembyen.

Oversigt

    Oversigt