I det fynske folks tjeneste

Reinhardt tilbage: Bare ti minutter på banen gjorde mig glad

Odense-målvogteren Althea Reinhardt, der måtte melde afbud til Golden League, var onsdag tilbage på banen efter sin hjernerystelse.

I samarbejde med TV 2 SPORT

Odense-målvogteren Althea Reinhardt var onsdag tilbage på banen efter sin hjernerystelse. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det gjorde ondt og ramte Althea Reinhardts følelser, da hun i sidste uge meldte afbud til landsholdet som følge af den hjernerystelse, hun pådrog sig i slutningen af februar.

Den seneste måned har ikke været sjov, og Odense-målvogteren har misset fem kampe for sin klub. For to uger siden forsøgte hun et kort indhop i pokalkampen mod SUS Håndbold, men hun måtte hurtigt opgive og lade sig udskifte.

Læs også Skudt i hoved: Althea Reinhardt melder afbud til landsholdet

Onsdag var hun så tilbage i ligasammenhæng, da Odense vandt 27-23 på udebane over TTH Holstebro. Her fik Reinhardt godt 10 minutter på banen i starten af anden halvleg, men efter kampen kunne hun mærke, at hun stadig arbejder på at komme sig helt efter sin hjernerystelse.

- Jeg kan godt mærke det nu. Jeg kunne allerede mærke det under opvarmningen, men jeg vidste, det ikke var så slemt, så jeg tænkte, at bare ti minutter ville gøre mig glad. Også bare for at få følelsen tilbage, men det er noget andet at spille kamp end at træne med derhjemme, sagde Reinhardt efter TTH-kampen.

Det var den 24. februar, at Reinhardt fik et skud i hovedet mod franske Brest i Champions League. Siden har et sommerhus på Bogø i store perioder dannet ramme om total afslapning for målvogteren. Og det er svært at beskrive, hvad hun præcis mærker.

Læs også Odense Håndbold indleder guldjagt med sikker sejr

- Man er bare ikke sig selv. Man er ikke der, hvor man skal være. Nogle gange føler jeg, at bolden forsvinder for mig, og det har jeg ikke oplevet før. Det kommer stiller og roligt tilbage.

Hvad giver det dig så at være med her frem for at sidde derhjemme og få ro?

- For det første bare det at jeg kan være med her. Det er ikke at sidde i hallen, der gør, at jeg bliver påvirket. Det var nærmere køreturen herop i bus, der rammer mig lidt. Og så giver det bare, at jeg lige får følelsen tilbage med opvarmningen, hvor man kan få nogle skud, og mærker følelsen af at være tilbage.

I sine godt ti minutter på banen blev Althea Reinhardt noteret for to redninger på otte forsøg.