Erevik skiftede sig selv ud: - Jeg kan ikke være det bekendt

GOG var ét mål fra point mod Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften. Det nederlag tager målvogter Ole Erevik på sin kappe.

Da haluret i Gudmu nærmede sig 50 minutter, havde hjemmeholdets målvogtere det, der må betragtes som en frygtelig statistik.

Én enkelt redning havde førstemålmand Ole Erevik og hans kollega Frank Mikkelsen leveret, men allerede efter godt et kvarters spil tog Erevik konsekvensen af, at han og GOG-forsvaret blev skudt i sænk af en storspillende Nikolaj Markussen fra BSV.

quote Det havde været skidenemt at stå på mål, hvis man hele tiden havde facit

Ole Erevik

Erevik skiftede nemlig sig selv ud.

- Vi får ikke fat på ham i målet, og så begynder vi at flyve ud på ham. Så begynder han at spille bredt og spille ind til stregen, og så bliver vi kørt rundt på røv og albuer. Jeg har desværre ikke noget godt svar på, hvorfor vi ikke får styr på ham. Det må vi hjem og kigge på, sagde Erevik efter kampen til TV 2 SPORT.

Trods de manglende redninger var GOG med i opgøret hele vejen til de 60 minutter, men det endte med et nederlag på 31-30, da Lasse Møllers skud i de sidste sekunder blev afværget.

- Det havde været skidenemt at stå på mål, hvis man hele tiden havde facit. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke kan være præstationen bekendt. Det er jeg ked af over for mine holdkammerater, men sådan er det nu engang. Man har gode og dårlige dage. I dag var det desværre en rigtig, rigtig dårlig dag fra min side. Med så få redninger kan man ikke vinde kampe, siger Erevik.

- Jeg sagde også i omklædningsrummet, at vi ikke spillede nogen ekstremt dårlig kamp, men uden redninger bliver det svært. Den tager jeg på mig.

Spillede uden briller

Ole Erevik spiller med beskyttende briller, efter han blev opereret i øjnene efter en akut øjensygdom for to år siden.

Men i kampens slutfase blev han nødt til at tage briller af. Det er dog ikke noget, Erevik bruger som undskyldning for præstationen, hvor han endte med 5 redninger på 24 skud.

- Det var helt vildt varmt i hallen, så de duggede helt ekstremt. Det plejer de ikke at gøre. Jeg kunne have dem på i 10 sekunder, før de begyndte at dugge til.

Er det med risiko?

- Ja, der er nok lidt forhøjet risiko, hvis man er uheldig og bliver ramt. Men det var jeg villig til at gøre, og vi snakker heller ikke stor risiko. Det er ikke noget, jeg kommer til at gøre, siger han.

Bronzevinderne fra GOG ligger på andenpladsen i ligaen med seks point for fire kampe. BSV er nummer fire med fem point.

Kampreferat

Oversigt

    Oversigt