I det fynske folks tjeneste

Fynbo del af VM-triumf: - Jeg ved ikke lige, hvad der skete

Team Sunweb-rytteren Søren Kragh Andersen var overrasket og stolt over guldmedaljen ved verdensmesterskaberne i holdtidskørsel.

Foto: Jonathan Nackstrand, Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Under Vuelta a España var Søren Kragh Andersen en af de mest fremtrædende danskere, og søndag markerede danskeren sig igen på den helt store scene.

Sammen med fem Sunweb-holdkammerater vandt han VM-guld i holdtidskørsel i tiden 47 minutter og 50 sekunder foran forhåndsfavoritterne fra henholdsvis BMC og Team Sky.

- Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Jeg har ikke helt forstået endnu, at vi er verdensmestre. Det er helt sikkert en speciel dag, jeg ikke vil glemme, siger Kragh til TV 2 SPORT.

Undervejs var Team Sunweb aldrig hurtigst ved mellemtiderne, men i mål kørte Søren Kragh sammen med tre tilbageværende over målstregen i den hurtigste tid til stor overraskelse for danskeren. Han havde nemlig ingen ide om, hvor hurtigt de havde kørt, før de kom i mål. 

Læs også Verdensmester: Søren Kragh og Sunweb vinder VM-guld

- Vi var homogene, og vi kørte kun efter vores egen plan. Vi fik ingen tider undervejs, og det gav os rigtig meget i sidste ende. Det er helt klart det bedste holdløb, jeg har kørt, siger Kragh.

Også Kraghs holdkammerat, tempomaskinen og Giro d'Italia-vinderen, Tom Dumoulin, var overrasket over, at det endte med VM-guld.

Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Jeg har ikke helt forstået endnu, at vi er verdensmestre

Søren Kragh, cykelrytter og verdensmester

- Det er sindssygt. Holdet var virkelig homogent, og det kørte bare så godt. Vi forsøgte at holde mandskabet samlet undervejs og over bakken. Vi var bare flyvende, og jeg har virkelig ikke ord. Det var meget uventet, siger Dumoulin.

Næste mål for Kragh, der kommer til VM med en frisk tredjeplads på sidste etape af Vueltaen, er VM i linjeløb på søndag, som han tager hjem til Luxembourg for at forberede sig til. 

02:41 Luk video