Drama skal spilles om: GOG får ny kamp mod KIF Kolding

Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg giver GOG medhold og en ny kamp mod KIF Kolding, erfarer TV 2 Sport.

Ligakampen mellem KIF Kolding og GOG, der blev spillet lørdag den 20. oktober og endte uafgjort 23-23, skal spilles om. 

Det har Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg nu afgjort, erfarer TV 2 Sport. Kendelsen bliver først offentliggjort af forbundet klokken 14, men begge klubber er på forhånd blevet orienteret om afgørelsen. 

GOG nedlagde protest i kampen efter en episode ni minutter før tid, hvor Nicolej Krickau var på vej hen til dommerbordet for at lægge sit timeoutkort. Men da Niclas Kirkeløkke scorede umiddelbart efter, lagde GOG-træneren ikke timeoutkortet alligevel. En træner kan kun tage timeout, når hans hold er i boldbesiddelse. 

Kampens dommerpar Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm valgte efter dialog med observatøren Henrik Mathiasen at annullere GOG's mål - og give Nicolej Krickau en to minutters udvisning for at være trådt ind i området omkring dommerbordet med sit timeoutkort uden at lægge det. 

- Vi mener, at vi ved stillingen 22-21 blev frataget et mål og i samme forbindelse fik en uretmæssig to-minutters udvisning til vores træner. Lige dér følte vi os så forkert behandlet, at vi mener, der er en protestsag, har GOG-direktør Kasper Jørgensen tidligere udtalt om episoden, som du kan se i videoen øverst. 

- Når det er så kampafgørende, og vi fik frataget et mål og tildelt en forkert udvisning, mener vi, at det kan berettige til en ny kamp, sagde Kasper Jørgensen.

Det får GOG-direktøren nu. Det er uvist, hvornår den nye kamp skal spilles - og om KIF Kolding har tænkt sig at anke afgørelsen. 

Oversigt

    Oversigt