I det fynske folks tjeneste

GOG mister profil til konkurrent: Han er en af de bedste i dansk håndbold

GOG-fløjen Mark Strandgaard skifter til Aalborg efter denne sæson. Han har skrevet under på en treårig kontrakt.

Foto: Henning Bagger / Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Mesterholdet Aalborg har fundet en erstatning for Patrick Wiesmach, der skifter 888Ligaen ud med den tyske Bundesliga til sommer.

Aalborg har nemlig skrevet kontrakt med 30-årige Mark Strandgaard, som lige nu spiller i GOG. Strandgaard og Aalborg har lavet en treårig aftale, og det glæder direktør Jan Larsen. 

Læs også Tysk storklub bekræfter: Henter to spillere i GOG

- Mark har de senere år været en af de bedste højre fløje i dansk håndbold, og han er blandt andet helt fantastisk i kontraspillet, siger Jan Larsen i en pressemeddelelse og uddyber:

- Efter en del år i ligaen kender han den danske liga særdeles godt og bringer en masse rutine – han passer dermed perfekt ind i Aalborg Håndbold.

I denne sæson har Strandgaard scoret 27 gange på 38 forsøg. I sidste sæson nåede han op på 109 mål for GOG, hvor han har spillet siden 2010. 

Læs også Han så sin far træne med stjernerne – nu er han selv på landsholdet

- Jeg glæder mig til et nyt håndboldmæssigt kapitel og ser frem til at skulle starte i Aalborg Håndbold. De har været et kontinuerligt tophold de senere år, og jeg ser frem til at spille foran det store nordjyske hjemmepublikum fra næste sæson, siger Mark Strandgaard i pressemeddelelsen.

Mark Strandgaard skifter til Aalborg efter denne sæson. Her skriver han kontrakten under sammen med direktør Jan Larsen.  Foto: Aalborg Håndbold