I det fynske folks tjeneste

Kræftsyge Lars Høgh blev hyldet med dette banner

OB-fans havde forberedt et banner, klapsalver og sang til ære for kræftramte Lars Høgh i Superliga-kampen mellem OB og FCM.

I samarbejde med TV 2 SPORT

OB-fansene hyldede OB-legenden Lars Høgh med dette banner unde kampen mod FC Midtjylland: 'Vi kæmper kamp 818 med dig. 'Denne redder du også, Høgh'. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Fredag modtog fodbolddanmark den triste meddelelse, at den tidligere OB- og landsholdsmålmand Lars Høgh er syg af kræft.

Særligt i OB vil han altid stå som et ikon, hvor han nåede at repræsentere de stribede fra Fyn hele 817 gange over 23 år. Det var den eneste klub, Lars Høgh spillede for, og dette har fans ikke glemt, hvilket både kunne ses og høres tydeligt søndag aften i Odense i kampen mod FC Midtjylland.

'Vi kæmper kamp 818 med dig' 

'Denne redder du også, Høgh'

Sort på blåt var de de to sætninger trykt på to aflange bannere, som blev fundet frem og dannede en flot ramme om fodboldkampen, som i dette øjeblik for en stund kom i anden række.

Bannerne blev assisteret med klapsalver, da uret på måltavlen nåede 8:17. Denne gestus blev også bemærket fra officiel hånd på de sociale medier:

Vi kæmper kamp 818 med dig! Denne redder du også, Høgh!

Et opslag delt af Odense Boldklub (@odenseboldklub) den

Inden pausefløjt sang hele stadion ”Lars, Lars, Lars, Lars Høgh” i kor, skriver fanklubben ’OBstruktion’, som også blev ramt af nyheden fredag.

- Det har selvfølgelig taget hårdt på især fans af OB, hvor målmanden spillede hele sin professionelle karriere, og det blev til hele 817 kampe, skriver de og fortsætter:

- Lars Høgh spillede i sin tid hos OB store kampe mod hold som Real Madrid, Liverpool og Arsenal, men der er ingen tvivl om, at den kamp, han nu står overfor, er den hårdeste.

Superliga-kampen mellem OB og FC Midtjylland endte 1-1. 

Læs også Målmandsikonet Lars Høgh har fået kræft

Varme tanker Lars Høghs vej fredag

Lars Høgh har efter sin karriere delt ud af sin store rutine i kunsten at forhindre netmaskerne i at blafre. Dette både på klub- og landsholdsplan. Fra 2012 til 2016 var han målmandstræner for sin barndomsklub, inden han skiftede til Brøndby. Parallelt med den tjans er han i samme funktion tilknyttet det danske landshold.

Begge poster drosler han ned fra, mens han er i behandling, lyder det. Umiddelbart efter det blev klart for offentligheden, hvad der har ramt Høgh, blev der sendt varme tanker hans vej.

- Vi sender vores bedste hilsner til Lars og hans familie i en svær tid. Vi glæder os til at se ham tilbage i lejren, når han er klar igen, sagde landstræner Åge Hareide fredag.

- Alle i Brøndby IF er berørte af den svære situation, som Lars og hans familie er igennem, og vi håber alle, at Lars kommer godt igennem denne svære periode, siger sportsdirektør i Brøndby IF, Troels Bech.

Lars Høgh meddelte fredag, at han ikke ønsker at udtale sig om sygdommen og samtidig beder om ro omkring sin behandling og sin familie. 

Læs også Fortjent feberredning: Nicklas Helenius udligner i overtiden