Odense får endnu en bøde efter ny reklamebrøler

En ny bøde til Odense Håndbold betyder, at klubben nu har måtte punge mere end 80.000 kroner ud for bøder i løbet af de seneste 20 måneder.

Med mere end en håndfuld danske landsholdsspillere og internationale stjerner som Nycke Groot og Nathalie Hagman har Odense Håndbold uden tvivl kvindeligaens dyreste trup. Men klubben mangler tilsyneladende ikke penge.

De har nu for fjerde gang på blot 20 måneder modtaget en bøde, der nemt kunne være undgået.

Denne gang lyder bøden og retsgebyret på 18.566 kroner, hvilket betyder, at den fynske håndboldklub nu har skulle betale 83.918 kroner de seneste 20 måneder til DHF.

I den her omgang skyldes bøden, at klubben i pokalkvartfinalen mod Viborg HK havde placeret deres egen sponsorreklame for et tømrerfirma på gulvet bag målet.

Men der må ifølge Ligareglementets § 128, stk. 5. kun være eksponering af Divisionsforeningens sponsorer - og ikke klubbernes. DHFs disciplinærinstans har forklaret til TV 2 SPORT, at i TV-transmitterede pokalkampe gælder Ligareglementet, hvad angår reklamer.

Disciplinærinstansen har i deres straf af Odense Håndbold lagt vægt på, at det ikke er første gang, at klubben har overtrådt reglementet, hvad angår eksponering af sponsorer.

Inden den nyeste bøde kunne Jyllandsposten berette, at Odense Håndbold havde modtaget bøder for 65.352 kroner på blot 15 måneder. En sum, der for en periode på 20 måneder nu har oversteget de 80.000 kroner.

'Som at få en parkeringsbøde’

Odense Håndbold erkender fejlen, som de selvsagt ærgrer sig over:

- Vi er da ærgerlige. Vi må jo bare kigge på os selv og sige, at det ikke er godt nok, at vi laver den fejl. Det ærgrer man sig jo altid over. Det er det samme som at få en parkeringsbøde, siger administrerende direktør, Lars Peter Hermansen, til TV 2 SPORT.

Selvom den odenseanske håndboldklub ikke har helt styr på reklamereglerne på underlaget, er selve spillet på halgulvet begyndt at se lovende ud. Med fire sejre i de seneste fem kampe i HTH-ligaen befinder klubben sig på en øjeblikkelig andenplads.

Derfor er bøden tilsyneladende heller ikke noget, der resulterer i de store hovedbrud hos den storsatsende kvindehåndboldklub.

- Vi er trætte af det. Og vi kan ikke give skylden til andre end os selv. Det er pissetræls - og forfærdelig dumt, men det kan heller ikke nytte noget, at vi græder over spildt mælk. Så vi skal jo bare have fokus på at komme videre, forklarer Lars Peter Hermansen.

Odense Håndbold tager imod Skanderborg på mandag. Her har klubben formentlig styr på reklamerne, for den administrerende direktør fortæller, at ’nu er alt læst igennem til punkt og prikke'.

Oversigt

    Oversigt