Odense Håndbold får kæmpe millionindsprøjtning

Odense Håndbold bliver tilført cirka 25 millioner kroner, efter klubbens ejendomsselskab har solgt et stort boligprojekt.

Det koster mange penge at skabe et storhold i dansk håndbold. Odense Håndbold har de seneste år brugt penge på at hente store navne, som Stine Jørgensen, Mie Højlund og Tess Wester, til klubben.

Og nu får Odense Håndbold endnu flere penge til at skabe et storhold, der kan være med i toppen af international damehåndbold.

I en pressemeddelelse meddeler klubben, at der er cirka 25 millioner kroner på vej til klubkassen, efter klubbens ejendomsselskab, HC Odense Ejendomme, har solgt boligprojeket Cortex Park i Odense til en udenlandske kapitalfond for svimlende 182,5 millioner kroner. 

Overskuddet fra salget - cirka 25 millioner kroner efter skat - ryger direkte ind på håndboldklubbens konto. 

- Vi havde en intention om at drive projektet i nogle år inden et salg for løbende at understøtte klubben med driftsoverskuddet. Men da muligheden for et salg, til en for os attraktiv pris, bød sig, så slog vi til, siger Odense Håndbolds bestyrelsesformand Jørn Bonnesen i pressemeddelelsen.

- Det kræver et godt fundament, både økonomisk samt ledelses- og medarbejdermæssigt, at indfri klubbens ambitioner om at være i toppen af dansk og europæisk håndbold. Med salget er fundamentet i Odense Håndbold styrket, og på den baggrund glæder vi os til fremtiden, siger formanden. 

Ifølge TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard vil de mange millioner til en magtfaktor i næste mange år. 

- Det er unikt og vil give Odense Håndbold et fundament, der kan gøre klubben til en magtfaktor de næste fem-ti år i Danmark og give dem mulighed for også at jagte de internationale ambitioner, som de har om at komme langt i Champions League.

- Men Odense kommer ikke til at købe hele verden nu. Det kan jeg ikke forestille mig. Den her kapitalindsprøjtning handler først og fremmest om at skabe det fundament, der gør, at klubben kan sætte ambitiøse målsætninger for de næste 10 år, vurderer Bent Nyegaard. 

Odense Håndbold, der vandt DM-sølv i sidste sæson og for første gang kvalificerede sig til Champions League, har vundet samtlige sine syv første ligakampe efter sommerpausen. 

Oversigt

    Oversigt