Stortalent takker endnu engang nej til en slutrunde

Mie Højlund har endnu engang valgt at takke nej til en slutrunde, da hun i længere tid har døjet med en dårlig skulder.

Sidste år meldte Mie Højlund fra til EM på grund af travlhed på sit studie, og i år blev det til et nyt slutrundeafbud fra den danske playmaker.

Denne gang skyldes fravalget af landsholdet dog, at den 20-årige Odense-spiller stadigvæk døjer med eftervirkninger fra en skade i skulderen.

- Det var både en personlig beslutning og en beslutning, som jeg tog i samarbejde med klubben. Jeg har egentlig i lang tid haft en samtale med min fysioterapeut i klubben om, at det nok helt sikkert er det bedste ikke at skulle med til VM, siger Mie Højlund til TV 2 SPORT.

Mie Højlund begyndte sæsonen på tribunen på grund af skaden. Trods bedring på det seneste har en MR-scanning vist, at det unge stortalent har slidt meget på sin skulder allerede. Hun fortæller, at hun har haft et skudmønster og nogle skudvaner, som hun nu skal forsøge at ændre for at belaste den del af kroppen mindre.

Derfor er det også for tidligt for Mie Højlund at skulle tænke på at spille VM for Danmark.

Mie Højlund spillede en flot kamp og blev Odense-topscorer med fem mål, da fynboerne onsdag aften overbevisende slog Esbjerg på udebane.
Mie Højlund spillede en flot kamp og blev Odense-topscorer med fem mål, da fynboerne onsdag aften overbevisende slog Esbjerg på udebane.
Foto: Claus Fisker / Scanpix

- Genoptræningen gik ikke så hurtigt, som jeg gerne ville have - og så er det også en blanding af, at det jo er Odense, jeg skal præstere for efter jul. Det bliver jeg også nødt til at tage hensyn til, siger stortalentet, der onsdag aften var med i Odenses storsejr på udebane over Team Esbjerg.

- Skulderen har det rigtig godt og meget bedre, end den har haft i mange af de andre kampe, så der er i hvert fald fremgang, siger Mie Højlund.

Playmakeren fortæller, at det var en rigtig hård beslutning at melde fra. Selv om det nu er anden gang i træk, at hun må takke nej til landsholdet i forbindelse med en slutrunde, tror hun på en fremtid i rødt og hvidt.

- Ja, uden tvivl. Jeg har et rigtig stort håb om, at den her beslutning også er med til at gøre, at jeg har mulighed for at kunne være med på landsholdet i mange år fremover, siger Mie Højlund.

VM spilles mellem 1. og 17. december i seks forskellige tyske byer. Danmarks indledende gruppe er placeret i Oldenburg.

Slutrunden kan ses på TV 2.

Oversigt

    Oversigt