Syg fynbo kom sidst i mål for anden dag i træk: - Jeg er helt tom

Den fynske Team Sunweb-rytter Søren Kragh Andersen kæmper med maveproblemer i årets Vuelta a España.

Søren Kragh Andersens første Grand Tour er ved at udvikle sig i en rigtig ubehagelig retning.

Fredag aften blev danskeren syg. Lørdag kæmpede han sig trods maveproblemer i mål som sidste rytter.

Og selvom det søndag morgen var bedre, så var Team Sunweb-rytteren helt færdig, da han kom i mål på 15. etape af Vuelta a España - for anden dag i træk som sidste mand.

- Lige nu er det meget værre med min mave. Jeg har mavekramper, og lige nu er det godt nok smertefuldt.

Var du bekymret for, at det kunne være slut i dag (søndag, red.)?

- Ja, det var jeg, men midtvejs på den sidste stigning var jeg sikker på, at jeg godt kunne gennemføre.  Det tog også hårdt. 

Har du svært ved at få optaget energi?

- Ja, det er det, der er problemet. Jeg er helt tom. Maven omsætter slet ikke noget, men nu har jeg heldigvis en hviledag, lød det fra en afkræftet Søren Kragh Andersen, da TV 2 SPORT talte med ham i mål.

Giver det mening at fortsætte?

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard, så skal Team Sunweb vurdere meget nøje, om Søren Kragh Andersen skal fortsætte i løbet. 

- Han skal bruge hviledagen til at få en masse næring i sig, og så har han også brug for at få en vurdering af, om det overhovedet giver mening at fortsætte. Hvis han skal ud og lide på denne her måde, så skal han altså være meget mere frisk.

Heldigvis for Søren Kragh Andersen så er der hviledag i Vueltaen mandag, og tirsdag er der så yderligere mulighed for at komme sig, når der er enkeltstart.

Og det er netop på grund af mandagens hviledag, at danskeren stadig er i løbet, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Søren er i knæ. Han har det ikke godt, og det har kostet dyrt det her. Jeg håber virkelig, at han kan nå at komme sig. Også med tanke på hans VM-muligheder. Han skal helst komme tilbage på toppen igen. 

Oversigt

    Oversigt