I det fynske folks tjeneste

Tilfreds fynbo 'sætter en tyk streg under' sin styrke

Fynske Søren Kragh sluttede på podiet i Paris-Tours, selvom han havnede i en svær finale mod to modstandere fra samme hold.

Søren Kragh kom på podiet til Paris-Tours søndag. Foto: Guillaume Souvant / Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Med syv kilometer tilbage af cykelsæsonens sidste klassiker, Paris-Tours, demonstrerede Søren Kragh Andersen sin styrke, da han angreb feltet i jagten på sejr.

Den 23-årige fynbo fik dog selskab af Quick-Step-rytteren Matteo Trentin, inden Niki Terpstra – også fra Quick-Step – ligeledes gik med i finalen for at hjælpe holdkammeraten til sejr.

Søren Kragh Andersen lod sig dog ikke overrumple på de sidste meter, og sikrede sig løbets andenplads.

- Jeg prøvede at se, hvad min spurt kunne række til. Det er en god erfaring, og jeg er selvfølgelig glad for at komme på podiet i mit sidste løb i den her sæson. Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort meget anderledes. 

Læs også Verdensmester: Søren Kragh og Sunweb vinder VM-guld

- Det sætter måske også en tyk streg under, at jeg har taget et step op, og er kommet tættere på de allerbedste, fortæller den danske Team Sunweb-rytter.

Men selvom andenpladsen giver ham smil på læben, ligger revanchen allerede og lurer i bevidstheden hos Søren Kragh.

- Det betyder jo, at jeg tabte sejren, der skal jeg også være ærlig. Jeg kørte da for at vinde til sidst, men han (Matteo Trentin, red.) var hurtigere, de var to mand, og han har lidt mere erfaring og lidt mere styrke i benene, så forhåbentlig kan jeg slå ham her et andet år, siger den unger dansker.