I det fynske folks tjeneste

Usikkert om Stine Jørgensen spiller alle kampe

Odense-spilleren Stine Jørgensen er klar til EM-mødet med Sverige, men hvor mange kampe hun kan spille ved slutrunden er uvist.

Torsdag tog landsholdets normale anfører et nyt stort skridt imod et comeback, da hun blev udtaget til Klavs Bruun Jørgensens EM-trup. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Det er gået rigtig stærkt for Stine Jørgensen, efter hun pådrog sig en meniskskade i begyndelsen af oktober i en Champions League-kamp for Odense mod Metz.

Dengang var dommen klar. Hun skulle opereres og være væk fra håndboldbanen i seks til otte uger.

Torsdag tog landsholdets normale anfører et nyt stort skridt imod et comeback, da hun blev udtaget til Klavs Bruun Jørgensens EM-trup.

- Jeg vil slet ikke lægge mig fast på, om hun skal spille alle kampene endnu

Klavs Bruun Jørgensen, landsholdstræner

Men hvor meget Stine Jørgensen kommer til at spille ved slutrunden er fortsat uvist.

- Jeg vil slet ikke lægge mig fast på, om hun skal spille alle kampene endnu. Vi tager en kamp ad gangen i forhold til Stine, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Om det blive en, to eller alle kampe vil Stine Jørgensen heller ikke selv forholde sig til endnu.

- Som udgangspunkt spiller jeg mod Sverige, og så må vi se, hvordan det går derfra.

 

Læs også Stine Jørgensen er klar til Danmarks EM-åbningskamp

 

Kan i princippet spille 60 minutter

Men mens det altså er usikkert, om opgøret mod Sverige også bliver den eneste kamp ved EM for Jørgensen, er det mere sikkert, at den normale landsholdsanfører ikke har nogle begrænsninger i antallet af minutter, som hun må være på banen.

- Når jeg kommer på banen, så spiller jeg det, jeg kan, og så må Lars Jørgensen (assistenttræner) og Klavs Bruun Jørgensen vurdere, hvor meget eller lidt det skal være.

Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at spille, som jeg plejer at gøre.

Stine Jørgensen, håndboldspiller

Så du kan i princippet spille 60 minutter?

- Jeg tror, at det giver helt sig selv, for i og med jeg ikke har spillet så meget, så er det lidt hårdere at spille kamp. Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at spille, som jeg plejer at gøre.

Men må du spille 60 minutter?

- Ja, det tror jeg faktisk godt, jeg må, men så kan det godt være, at jeg ikke skal spille kampen efter, siger hun med et smil, inden hun tilføjer:

- Så jeg kommer ikke til at spille 60 minutter.

 

Læs også Stine Jørgensen ude med skade

 

Ingen grund til at overdrive

Forud for kampen mod Sverige er Klavs Bruun Jørgensens indstilling, at landsholdsprofilen skal komme blødt ind i turneringen.

- Der er ingen grund til at overdrive tingene, og det handler om at være fornuftig og lempe hende stille og roligt ind, så vi ikke overbelaster hende mentalt og fysisk. Det er selvfølgelig også stort for hende at komme så hurtigt tilbage, når vi alle sammen havde afskrevet hende lidt, siger Klavs Bruun Jørgensen, der er glad for, hvad han har set fra sin stjerne i landsholdets træninger de seneste uger.