I det fynske folks tjeneste

Verdensmesteren Axelsen stoppet af politiet: - Jeg rystede lidt i bukserne

Titlen som verdensmester forpligter, det ved Viktor Axelsen. Samtidig har den ført en masse gode og en enkelt nervøs oplevelse med sig.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Over én million danskere så med, da badmintonstjernen Viktor Axelsen slog den afgørende bold ned mod legenden Lin Dan og sikrede sig titlen som verdensmester.

Dermed må den 23-årige dansker lige nu regnes som et af de største sportsnavne herhjemme, og i ugen efter VM-guldet har han da også fået mere opmærksomhed end normalt. Det fortæller Axelsen i TV 2 SPORTs badmintonpodcast, hvor han selv går helt tæt på tiden efter VM-titlen og nogle af de mere specielle situationer.

- Jeg satte mig ind i min bil og kunne se, der kørte en politimand forbi på motorcykel. Han vendte så om, og jeg nåede at tænke, om jeg havde gjort noget forkert, kigget på mobilen eller noget. Han kom så hen og spurgte, om det ikke var mig, der havde spillet VM i sidste uge. 

Læs også Verdens bedste Viktor vender hjem

- Så sad jeg og snakkede lidt med ham. Det er sjovt og vildt at tænke på. Det var heldigvis en positiv samtale, vi havde, men jeg rystede sgu lidt i bukserne, det må jeg indrømme, griner den nykårede verdensmester.

Samtidig fortæller han om en oplevelse ved den lokale bager i barndomsbyen Odense, hvor en tur efter rugbrød endte med et større fotoshow og autografer til flere børn.

Den 23-årige badmintonstjerne lægger heller ikke skjul på, at han er dybt taknemmelig for den store opmærksomhed, som Danmark har givet ham efter VM-triumfen. Alligevel må han ind i mellem prioritere, hvor han bruger sin energi. 

- Jeg er en person, der gerne vil give tid og opmærksomhed til de folk, der er mødt op, men det er bare ikke fysisk muligt for mig at stå og snakke med alle. Tidligere skolekammerater og så videre.

Læs også Efter VM-triumf: Alle vil hylde Viktor

- Det er der desværre ikke nok timer i døgnet til, så det har også lidt været en opgave at kunne være til stede og kigge folk i øjnene og sige tusind tak. For det mener jeg virkelig. Men samtidig skal der være overskud til at klare det hele. Det er dog lidt nemmere, når det er gået så godt, som det er, siger Viktor Axelsen.

Læs også Lykkelig Axelsen efter VM-guld: - Det er utroligt

Efter bronzemedaljen ved OL i Rio sidste sommer blev han ramt både mentalt og fysisk, og derfor har danskeren taget flere forbehold denne gang. I første omgang har det medført et afbud til Super Series-turneringen Korea Open, ligesom der vil blive prioriteret meget mere i de tilbud, der nu er begyndt at rulle ind. 

- Der er kommet rigtig mange sjove tilbud. Nu skal jeg en tur til Japan Open om et par uger, hvor jeg i forlængelse af det nok skal en tur til Kina for at lave lidt forskelligt en dag eller to. Så der sker nogle spændende ting, men jeg har ikke helt overblik over det, siger den blot tredje danske VM-guldvinder i herresingle.

Du kan komme med bag kulissen og høre om hele Viktor Axelsens VM-oplevelse i TV 2 Badmintons podcast, hvor han fortæller om finalen, fejringen i Danmark og det næste store mål i badmintonkarrieren. 

00:19 Luk video