I det fynske folks tjeneste

Viktor Axelsen melder fra til stor turnering

Først ved Japan Open i slutningen af september vil Viktor Axelsen igen deltage i en turnering.

Foto: Russell Cheyne / Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Viktor Axelsen kommer til at holde en kort pause.

Den nykårede verdensmester har valgt at droppe den næste Super Series-turnering, Korea Open, der spilles fra tirsdag den 12. september.

Årsagen til afbuddet skal findes i, at han som verdensmester allerede er sikret en plads ved sæsonfinalerne i Dubai til december. En turnering han vandt sidste år.

- Jeg prioriterer at få kroppen på rette kurs igen. Jeg behøver ikke at tænke på, at jeg skal ud og deltage og skaffe de point til Dubai-ranglisten. Så jeg kan tillade mig at blive hjemme fra Korea og blive mere frisk og klar i hovedet, fortæller Axelsen til TV 2 SPORT.

Han stiller i stedet op ved Japan Open i ugen efter Korea.

Har fået mere motivation

Viktor Axelsen har lært af sidste år, da han havde problemer med at få sin krop op i gear igen efter OL-bronzen. Med pausen vil han forsøge at undgå et lignende tilfælde.

- Nu er jeg bevidst om det, og jeg er klar på at tage imod udfordringerne, der kan komme. Spillet er der, men det er mere den mentale og fysiske del, der skal arbejdes med. 

Læs også Verdens bedste Viktor vender hjem

- Jeg håber meget, at kroppen tillader, jeg giver den fuld gas.

Pausen bliver dog ikke alt for lang for den danske herresinglespiller.

- Sæsonen kører bare videre, og jeg har fået blod på tanden. Når jeg får et stort resultat, får jeg endnu mere motivation. Jeg duer ikke til at holde ferie. Jeg skal bare tilbage på banen.

Rykker en plads op

Viktor Axelsen rykkede torsdag op som nummer to i verden på den opdaterede rangliste. I løbet af efteråret har han mulighed for at overhale sydkoreanske Son Wan Ho på førstepladsen, som har mange point at forsvare.

Danskeren har ikke tidligere været nummer et på verdensranglisten. 

Det har hans landsmænd Mathias Boe og Carsten Mogensen til gengæld. Og på den nye rangliste rykker de nok en gang op som nummer ét i verden. En placering de har været væk fra i syv uger.

Omvendt rykker damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl en placering ned på ranglisten til tredjepladsen. De bliver overhalet af de nykårede verdensmestre Chen Qingchen og Jia Yifan.

Læs også Efter VM-triumf: Alle vil hylde Viktor