I det fynske folks tjeneste

Om 12 år findes Vollsmose ikke: 22 punkter i regeringens udspil om ghettoer

00:33

Regeringen vil blandt andet fordoble straffen for kriminalitet i ghettoområder.

I samarbejde med TV2.dk

Punkterne er netop blevet offentliggjort. Hele otte ministre er i dag med til præsentationen i Mjølnerparken på Nørrebro i København.

- Vi sætter et markant mål: Ingen ghettoer i 2030. 

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da regeringen fremlægger sit udspil mod parallelsamfund i ghettoen Mjølnerparken på Nørrebro i København. 

- På bare en generation, er der nogle ting, der har ændret sig. der var omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. På bare ti år er det ændret, så der er en halv million, siger statsministeren. 

- Jeg vil godt understrege, at de flere med ikke-vestlig baggrund klare sig godt.

22 punkter

Der er 22 punkter i regeringens ghettoudspil, som netop er offentliggjort her. 

1. Fysisk forandrede boligområder

2. Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte ghettoområder

3. Adgang til at opsige lejere ved salg af almene boliger i udsatte boligområder

4. Stop for kommunal anvisning til udsatte boligområder for ydelsesmodtagere

5. Obligatorisk fleksibel udlejning i udsatte boligområder

6. Lavere ydelse for tilflyttere til ghettoområder

7. Stop for tilflytning af modtagere af integrationsydelse

8. Kontant belønning til kommuner, der lykkes med integrationsindsatsen

9. Styrket politiindsats i særligt udsatte boligområder

10. Højere straffe i bestemte områder (skærpet strafzone)

11. Kriminelle ud af ghettoerne

12. Obligatorisk dagtilbud skal sikre bedre danskkundskaber inden skolestart

13. Bedre fordeling i daginstitutioner

14. Målrettede sprogprøver i 0. klasse

15. Sanktioner over for dårligt præsterende folkeskoler

16. Styrket forældreansvar gennem mulighed for bortfald af børnecheck og enklere forældrepålæg

17. Bedre fordeling af elever på gymnasier

18. Kriminalisering af genopdragelsesrejser

19. Hårdere kurs over for vold i hjemmet

20. Tidlig opsporing af udsatte børn

21. Skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt

22. Tre særlige ghetto-repræsentanter med de nødvendige kompetencer

Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer udspillet sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), boligminister Ole Birk Olesen (LA), børne- og socialminister, Mai Mercado (K), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Forud for præsentationen blev ministrene modtaget af Lejerbos formand Jan Hyttel, som viste ministrene rundt i Mjølnerparken.

Politikere mødt af utilfredse demonstranter

Beboere i Mjølnerparker er torsdag formiddag mødt op for at demonstrere og vise deres utilfredshed over for regeringens ghetto-udspil.

I alt omkring 70 er mødt op. Næstformand i afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken Janni Milsted er medarrangør af demonstrationen. 

Læs også Flytning til ghetto skal koste dyrt i kontanthjælp

- Jeg tror ikke, det hjælper, det der med at rive nogle bygninger ned. Jeg tror, det hjælper, hvis man gør noget positivt, og ikke hele tiden er efter nogle befolkningsgrupper, siger hun.

Sjette udspil siden 1994

Udspillet er blevet til på baggrund af, at tre ministre tilbage i oktober sidste år satte sig sammen for at smide "nogle ret vilde idéer" på bordet, som en kilde nær forhandlingerne formulerer det over for Ritzau.

De tre ministre var økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Flere af de i alt otte ministres ved dagens fremmøde har også været forbi de tre ministres bord for at komme med ideer til ghettoudspillet. 

For mange ikke-vestlige indvandrere lever ifølge regeringen isoleret i bestemte boligområder, hvor for få går på arbejde, og hvor der ikke tales dansk.

Det har fem tidligere udspil siden 1994 tilsyneladende ikke ændret på, og derfor har regeringen tænkt nyt.

Ved du noget? Så send os et tip