I det fynske folks tjeneste

Finans Danmark foreslår loft på de dyre lån - 43-årig slås med 400 lån og regninger

Sebastian Jensen skylder i dag 350.000 kroner fordelt på forskellige lån.

I samarbejde med TV2.dk
00:19

Sebastian Jensen var i starten af 20'erne, da han tog sit første forbrugslån. Video: Reza Saharei

Et loft over de årlige låneomkostninger skal forhindre, at forbrugere optager lån, som de ikke kan betale tilbage.

Det mener brancheorganisationen Finans Danmark, som foreslår, at der indføres et loft over de årlige omkostninger i procent (ÅOP) på 50 procent.

Det skriver Politiken.

Finans Danmark har ellers i årevis ønsket at lade den frie konkurrence fastsætte omkostningernes størrelse.

Men en dom fra Østre Landsret, der blåstempler, at en lånevirksomhed krævede 759 procent i årlige omkostninger, har fået organisationen til at reagere.

Loft på 50 procent

Med Finans Danmarks forslag om et loft på 50 procent vil en kunde maksimalt kunne komme til at betale halvdelen af sit lånebeløb i renter hvert år.

- Det var en øjenåbner for os, at selv meget, meget høje omkostninger i størrelsen af 800 procent er inden for rammerne af paragrafferne.

Læs også Ét klik fra gældsspiralen: - Det er skræmmende

- Derfor har vi genbesøgt vores synspunkt, og vi synes, det er uholdbart, at folk kan få lån med så høje omkostninger, siger direktør for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard til Politiken.

Finans Danmark repræsenterer de største danske banker.

Skylder 350.000 kroner

Én af dem, der har mærket de høje renter fra lån på egen krop, er Sebastian Jensen. 

Han stod for få uger frem i en artikel på TV 2 Fyn. Her fortalte han, hvordan han allerede da han var i starten af 20'erne, tog sit første forbrugslån for at kunne finansiere en ungdom med druk, stoffer og byture.

- Det var hurtigere og nemmere end at gå til banken. Banken undersøgte én meget nærmere og tjekkede, hvor meget man havde til forbrug hver måned, forklarer han til TV 2/Fyn.  

Den lemfældige omgang med penge betyder, at Sebastian Jensen i dag som 43-årig skylder 350.000 kroner fordelt på omkring 400 forskellige lån og regninger. 

Lånefesten fik dog en ende, da hans navn blev registreret i RKI - et register over "dårlige betalere". 

Det betød, at det var næsten umuligt for ham at låne penge, og det gav ham skubbet til at komme ud af den onde cirkel af altopslugende lån og dyre renter. 

Læs også Kræver forbud mod ågerrenter: - Vi betaler alle for dyre kviklån

Og spørger man Sebastian Jensen selv, regner han med at tingene nu går i den rigtige retning, og at han inden for de næste 20 år er gældfri. 

Forbrugerrådet Tænk: Positivt

Det er dog ikke alle, der mener, at Finans Danmarks forslag om et loft på 50 procent over årlige omkostninger er dækkende. 

Forbrugerrådet Tænk har igennem flere år argumenteret for, at der skal være et loft på 20 procent.

- Det er positivt, at vi nu er enige om, at der skal være en regulering gennem et loft, men vi skal i dialog med politikere om, hvor det skal ligge, siger formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip til Politiken.

- Og så håber jeg, at Finans Danmark vil tage skridtet fuldt ud og lægge loftet omkring de 20 procent, hvor vi kan se, at andre lande har lagt det.

Skånes bankerne?

De danske låneinstitutter ser med skepsis på forslaget. De mener, at et sådant loft vil skåne bankerne og ramme andre låneinstitutter uforholdsmæssigt hårdt.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er heller ikke klar til Finans Danmarks forslag, fortæller han til Politiken.

- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der i øjeblikket arbejder på anbefalinger til, hvordan man håndterer hullerne i forbrugslånsmarkedet, og den afventer jeg, før jeg tager stilling til, hvad vi gør videre, siger han.

Hvis du har gæld, kan søge gratis gældsrådgivning hos blandt andre Forbrugerrådet Tænk. 

  Foto: Olav Fonager

I samarbejde med TV2.dk