600 kilo fynsk søko er europamester i fødsler

Med ni fødsler siden 2001 er søkoen Femmer en sand mester, når det kommer til at føde unger.

I 2001 var direktør i Odense Zoo Bjarne Klausen en tur i Sydamerika for at hente dyr med hjem til Danmark. Han overvejede blandt andet at tage en søko med, men det var først i sidste øjeblik, at direktøren endeligt besluttede sig for, at den skulle med.

Og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

quote Det er 18 år siden, vi valgte at tage hende med, og hun har bare klaret sig fantastisk godt. Faktisk er hun den søko i Europa, der producerer allerflest unger.

Bjarne Klausen, direktør i Odense Zoo

- Det er 18 år siden, vi valgte at tage hende med, og hun har bare klaret sig fantastisk godt. Faktisk er hun den søko i Europa, der producerer allerflest unger, siger Bjarne Klausen til TV 2.

Siden 2001, hvor søkoen, der hedder Femmer, kom til Danmark, har hun født intet mindre end ni levedygtige søkalve. Til sammenligning har de haft en søko i Berlins zoologiske have de seneste 25 år, der ikke har leveret en eneste kalv.

Godhjertet kæmpe

Søkøer er magelige dyr, der kan veje op til 900 kilo, og som både lever i ferskvand og havvand – det vigtigste er, at det er varmt.

Det er de eneste vandlevende pattedyr, der udelukkende er planteædere. I naturen græsser de på havbunden, hvor de spiser rødder, søgræs og flydende planter. I Odense Zoo lever de af enorme mængder salat, rødbeder, gulerødder og agurk.

Hver eneste dag spiser en søko nemlig 10-15 procent af sin egen kropsvægt.

- Vi bliver nødt til at køre adskillige trillebøre ind til dem hver dag, ellers får de simpelthen ikke nok. Det er helt vildt, hvad de kan spise, siger Bjarne Knudsen.

Femmer er med en kampvægt på beskedne 600 kilo dog kun en lille kæmpe.

Hjælp til navn

Det er desværre ikke alle steder, at søkøerne har det lige så godt som i Odense Zoo, og det gør, at søkoen er en udrydningstruet art. Men den slags bekymringer oplever Femmer ikke, hvor hun er - og i tirsdags fødte hun endnu en kalv.

- Der er nogen, der kalder dem for overpolstrede sofaer med et toiletbræt som hage, men vi valgte at lade hende beholde det oprindelige navn, hun havde, da vi hentede hende, siger Bjarne Knudsen.

Odense Zoo har dog endnu ikke besluttet, hvad den nye kalv skal hedde, så hvis man har en god ide til et godt navn, så opfordrer det zoologiske have folk til at byde ind med forslag.

Oversigt

    Oversigt