60.000 kroner i bøde: OUH straffet for illegal arbejdskraft

Sidste år blev der uddelt bøder for mere end 5,5 millioner kroner til virksomheder, der har benyttet sig af illegal arbejdskraft. Odense Universitetshospital er blandt bødemodtagerne.

Odense Universitetshospital, Brøndby IF, Rederiet A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Hasle Camping.

Alle fik sidste år en bøde for at benytte sig af illegal arbejdskraft. Men de er langt fra alene.

Sidste år uddelte politiet 121 bøder til 117 virksomheder, der havde folk ansat uden den nødvendige arbejds- og opholdstilladelse.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået hos landets politikredse.

quote Der er tale om en fodfejl, ikke en bevidst handling.

Odense Universitetshospital

Og det er endda kun toppen af isbjerget, vurderer Shahamak Rezaei, som er migrationsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på RUC.

- Når man tænker på, hvor mange illegale der anslås at være, så er 121 bøder ikke særligt mange, siger han med henvisning til Rockwool Fondens seneste estimat på 18.000 illegale indvandrere i Danmark.

Af god og ond tro

TV 2 har gennemgået alle 121 bødesager, og gennemgangen viser, at der er stor forskel på, hvordan virksomhederne overtræder den danske udlændingelov.

quote Vi blev meget overraskede. Vi skulle naturligvis have tjekket, men vi havde ikke forestillet os, at det var et issue.

Det Kongelige Musikkonservatorium

Af dommene fremgår det, at nogle virksomheder direkte udnytter indvandrerens svære situation for at tjene penge.

22 af virksomhederne er således dømt efter en skærpende paragraf, som ofte gives, når en virksomhed benytter sort arbejde.

Det gælder blandt andet Hasle Camping, som ifølge dommen udnyttede to filippinske au pairs for at få økonomisk vinding. Også Café Ciré i Valby har fået en skærpet dom, fordi de beskæftigede en opvasker, selvom han hverken havde den fornødne arbejdstilladelse eller havde ret til at opholde sig her i landet.

Ingen af de to virksomheder har ønsket at udtale sig til TV 2.

DE 121 BØDER

De fleste af sagerne, handler dog om, at den ansatte mangler en arbejdstilladelse. Det handler 89 af de i alt 121 bødesager om, viser TV 2's optælling.

OUH: En fodfejl - ikke med vilje

Flere af virksomhederne siger til TV 2, at de har ansat den illegale arbejdskraft i god tro. De har givet dem løn efter danske regler og betalt retmæssig skat og troet, at alle regler var fulgt.

Sådan lyder det blandt andet fra Odense Universitetshospital, som sidste år fik en bøde på 60.000 kroner, fordi de havde beskæftiget en højtspecialiseret indisk læge, selvom denne ikke havde den fornødne arbejdstilladelse.

- Der er tale om en fodfejl, ikke en bevidst handling. Manden havde været ansat et par år med både arbejds- og opholdstilladelse(...). Vi har været meget glade for at have ham, og vi havde brug for hans kapacitet, så vi troede, at arbejdstilladelsen gjaldt ligeså længe som opholdstilladelsen, skriver OUH i et mailsvar til TV 2.

Glemte at forny arbejdstilladelsen

Flere af virksomhederne, som TV 2 har talt med, hævder ligeledes at have begået menneskelige eller administrative fejl.

Det siger blandt andre Novo Nordisk, Brøndby IF, Fitness World, Tivoli Hotel og Kongrescenter og A.P. Møller-Mærsk, som har fået bøder på henholdsvis 60.000, 40.000, 10.000, 60.000 og 50.000, fordi de efter sigende ikke var opmærksomme på, at deres ansattes arbejdstilladelser var udløbet.

- I det konkrete tilfælde var vi desværre ikke tilstrækkelig opmærksomme på, at medarbejderens arbejdstilladelse udløb undervejs i ansættelsesforholdet. Da vi blev bekendt med dette, kontaktede vi omgående myndighederne for at få bragt forholdet i orden. Det er beklageligt, skriver A.P. Møller-Mærsk i et mailsvar.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium måtte punge ud med 10.000 kroner, fordi en australsk oboist kun havde tilladelse til at spille for Esbjerg Ensemble, men også optrådte som censor og timelærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

- Vi blev meget overraskede. Vi skulle naturligvis have tjekket, men vi havde ikke forestillet os, at det var et issue, skriver Musikkonservatoriet i en mail.

Forsker: Reglerne er lige ud ad landevejen

Ifølge Shahamak Rezaei, som er migrationsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på RUC, er der brancher, som oftere benytter sig af illegal arbejdskraft end andre.

quote Umiddelbart er reglerne ligeud ad landevejen.

Shahamak Rezaei, migrationsforsker

Det gælder blandt andet inden for restaurations- og hotelbranchen, catering, bygge- og anlæg, bagerier, fastfoodkæder, au pair-arbejde og prostitution. Flere af disse brancher optræder da også på listen over de 121 virksomheder, der sidste år blev idømt en bøde.

Migrationsforskeren forstår ikke, hvordan så mange af virksomhederne kan have haft ulovlig arbejdskraft gående - uden at de har vidst, at de brød loven:

- Hvis du har opholdstilladelse i Danmark, må du også arbejde - der er kun nogle få begrænsninger for udenlandske studerende. Umiddelbart er reglerne ligeud ad landevejen, siger han.

Aktindsigten hos politikredsene viser, at der sidste år blev uddelt bøder for 5.588.453, 23 kroner. Nedenfor kan du se de 10 største bøder, der blev uddelt sidste år:

Oversigt

    Oversigt