I det fynske folks tjeneste

95-årig fynbo var med på D-dag: Har stadig ikke tilgivet Danmark

Mødet mellem dronning Margrethe og den 95-årige krigssejler er sidste chance for forsoning mellem det officielle Danmark og deltagerne fra D-dag.

Foto: TV 2

I samarbejde med TV2.dk

Den gamle sømand, der bor med sin kone i et lille hus på Tåsinge, hører dårligt, men husker knivskarpt, når det handler om Danmarks rolle under Anden Verdenskrig.

Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år af krigen fik ham i 2014 til at sige nej tak til at rejse med dronningen til Normandiet for at fejre 70 året for D-dagen og den allierede invasion.

Det var ellers Evald Brinck og en lille gruppe gamle krigssejlere, der var årsag til, at Danmark for første gang var inviteret med og nød anerkendelse i det allierede selskab.

- Jeg blev uvenner med kongehuset. Men det var forkert at lokke dronningen til Normandiet med den begrundelse, at Danmark nu var et allieret land. For det er en løgn. Danmark var ikke allieret under Anden Verdenskrig. Og derfor sagde jeg nej i respekt for alle de søfolk, der aldrig nåede at opleve den 5. maj 1945, siger Evald Brinck.

I dag mødes han alligevel med dronningen. Anledningen er, at de danske krigssejlere omsider får den anerkendelse, som de har længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi afsløres i Mindelunden, der hidtil har været forbeholdt den danske modstandsbevægelse.

Kan ikke tilgive Danmark

6.000 af de danske søfolk, der blev afskåret fra Danmark, da krigen brød ud, valgte at gå i allieret tjeneste. Over tusind af dem omkom som krigssejlere. Evald Brinck kan ikke tilgive, at Danmark i tre år samarbejdede med den nazistiske fjende, som han bekæmpede.

- Jeg kan ikke få det væk. Det sidder fast indeni mig. Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dem. Under krigen sendte Danmark 150.000 mand til Tyskland, hvor de blandt andet arbejdede i våbenindustrien. De hjalp med at lave de torpedoer, som tyskerne bagefter sendte ud i undervandsbåde og torpederede danske både med. Hvordan tror du at man har det, når man får kniven i ryggen af de mennesker, som man kæmper og kæmper og kæmper for at befri? Hvordan tror du så man har det? Tror du jeg kan få det ud af mig? Aldrig! Aldrig!

Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig til aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringia torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury. 

I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.

- Vores skib var en Empirebåd. En speciel fladbundet model, der kunne transportere Churchilltanks og andre tunge køretøjer. Den havde otte kanoner og lastede 10.000 tons. I to dage lå vi ved Themsen uden at vide, hvor vi skulle hen. Men rygtet gik om, at det var Normandiet.

De første små landgangsfartøjer krydsede Den engelske Kanal natten til den 6. juni.

- Vi ankom med vores skib om eftermiddagen og sejlede helt op på stranden for at lodse Churchilltankene ned. Tyskerne skød på os, men der var så mange skibe, at vi undgik at blive ramt.

Nåede 25 ture til Normandiet

Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u-både.

Allerede før Danmark blev besat i 1940, var mange danske søfolk og fiskere blevet dræbt af de tyske ubådes torpedoer. Den 1. januar sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt, men det føler de sidste krigssejlere, at de blev.

- Det var bare dum snak. I Danmark havde man dårlig samvittighed efter krigen og ønskede krigssejlerne hen, hvor peberet gror. Da jeg skrev mine erindringer, gav jeg dem titlen 'De ville aldrig blive husket', siger Evald Brinck.

Men nu skal den nye mindesten sørge for, at de alle bliver husket.

- Danmark var længe om det. Men jeg er glad for, at jeg når at se monumentet i Mindelunden. De andre fik det jo aldrig at se. Dem pissede de på. Jeg er så heldig, at jeg er den sidste levende. Alle de andre er døde. Dem har de pisset på i næsten 80 år.” 

Det er dog en trøst for Evald Brinck, at de mange efterladte til de dræbte søfolk nu får et sted at mindes deres kære.

- Det er til glæde og gavn for dem. Jeg har hjulpet over tyve familier efter krigen ved at fortælle om deres far. Mange af dem, der blev torpederet, har jeg sejlet med. Men familierne er ikke inviteret med på tirsdag. Det ville være passende, hvis de efterladte børn havde fået et brev om, at de gerne måtte møde op for at mindes deres far.

I samarbejde med TV2.dk