I det fynske folks tjeneste

Axelsen mentalt presset - dropper brag mod Lin Dan og rejser hjem

Foto: MARCELO DEL POZO / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV2.dk

Viktor Axelsen er så presset på og uden for banen, at han har valgt at rejse hjem og droppe den store internationale turnering Australian Open.

Der var lagt op til et stort brag mellem Viktor Axelsen og Lin Dan i Super Series-turneringen Australian Open i næste uge, men den danske herresingle stiller ikke op.

Axelsen er nemlig så presset, at han vælger at rejse direkte hjem til Danmark efter sin turnering i Indonesien frem for at tage videre til Australien, som resten af de danske spillere gør det. 

Læs også Det bedste år nogensinde: Sådan gik det Viktor Axelsen i 2016

- Jeg har besluttet, jeg ikke tager til Australien. Jeg har et niveau lige nu, som både mentalt og spillemæssigt ikke er speciel godt. Jeg må også passe på mig selv, så jeg har valgt at melde fra.

- Det går op og ned nogle gange, og lige p.t. synes jeg ikke, jeg har den rigtige følelse på banen, når jeg er der. Det er specielt mentalt, synes jeg. Det skal jeg hjem og have arbejdet på og snakket med min mentaltræner om, men jeg tror, det vigtigste er, jeg lige kommer hjem og får fundet den absolutte sult igen. Så er jeg klar til en god VM-træning, siger Axelsen.

Et risikabelt afbud

Onsdag blev han meget overraskende sendt ud af Indonesia Open, da han tabte til landsmanden Emil Holst, der ligger nummer 39 i verden.

- Emil spillede godt, men jeg er mega skuffet over, jeg spillede under niveau til Indonesia Open. Det er jeg virkelig skuffet over og må sige, at lige nu er jeg ikke glad for det niveau, jeg har præsteret.

Derfor lå det i kortene, at Axelsen ville rejse videre til Australien for at samle værdifulde point sammen, inden seedningerne skal uddeles til VM.

- Det er et valg, jeg har taget, og det er heldigvis min egen beslutning. Så må vi se, hvordan det går. Der er nogle ting, jeg ikke kan styre. Hvis Chen Long for eksempel vinder i Indonesien og går i semifinalen i Australien, så tager han nok min seedning, men det har jeg valgt at lade være ude af mine hænder

- Det vælger jeg at tage en chance ved, når jeg tager hjem. Det er trods alt det, jeg føler, der er vigtigst for min karriere på den lange bane, og lige nu vil jeg gerne hjem, hvor jeg også ser frem til at få lidt ferie, uddyber den danske herresingle.

Topseedning kan sikre fordel

Helt grundlæggende er det vigtigste for Viktor Axelsen, at han ligger i top fire på verdensranglisten, når seedningerne uddeles, så han undgår de helt store navne før en eventuel semifinale. Omvendt ligger både Lin Dan, Chen Long og Jan Ø. Jørgensen så langt nede, at han også tidligt kan risikere at møde dem, selvom han er i top fire.

Siden Axelsen triumferede i Super Series-turneringen India Open i starten af april, har han ikke leveret i de store internationale turneringer. Først tabte han i anden runde i Malaysia Open, og siden blev han slået ud både i første runde i Singapore og altså senest Indonesien. Hans nuværende niveau skyldes dog på ingen måde, han er mæt.

- Det plejer slet ikke at være sådan for mig, at jeg hviler lidt, når jeg har vundet en turnering. Det er slet ikke sådan. Det er svært at forklare, men jeg har bare ikke den rigtige følelse, når jeg går på banen, og den skal jeg have fundet igen.

VM spilles i år i Glasgow, Skotland fra den 21.-27. august. Ved VM i 2014 sikrede Axelsen sig en bronzemedalje på hjemmebane, og det er den placering, der gerne skal forbedres i år.

- Inden året begyndte var VM og All England de helt store mål. Jeg ville gerne have haft mere ud af All England, så jeg håber meget, at jeg kommer til at stå i mit livs form til VM. Nu er der heldigvis god tid til med mulighed for at træne hårdt, så det er planen.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.