Axelsen opdagede ikke, han blev snydt: - Det må ikke kunne ske

Badmintonstjernen Viktor Axelsen blev snydt for et point, da han vandt sin åbningskamp ved VM. Han opdagede dog ikke selv noget undervejs i kampen.

Normalt skal man kun bruge 21 point for at vinde et sæt i badminton, men da Viktor Axelsen vandt sin åbningskamp ved VM, skulle der 22 point til, før andet sæt var sikret. 

Foran 2-0 i starten af sættet blev han nemlig snydt af kampens dommer, der ændrede pointscoren til 1-1 efter en dansk challenge. Derfor var der også stor forvirring i kommentatorboksen, da Axelsen kort efter vandt et nyt point, og stillingen kun var 2-1, selvom danskeren havde vundet tre bolde.

- Har han ikke tre point, eller har jeg talt helt forkert?, lød det undrende fra badmintonkommentator Dennis Bostrup, der samtidig konstaterede, at Viktor Axelsen ikke selv sagde noget til situationen, som du kan se i videoen over artiklen.

Landstræner: - Det må ikke kunne ske

Det var der en god grund til. Den danske stjerne, der er nummer tre i verden, havde nemlig ikke selv opdaget dommerens fejl. Det samme var tilfældet for den danske landstræner Kenneth Jonassen, der sad bag banen. Han havde dog på fornemmelsen af, der var noget galt.

- Det må ikke kunne ske. Det er heldigvis yderst sjældent, men vi har dog set, det sker en gang imellem. Især omkring challenge, men lad os håbe på, at det ikke kommer til at påvirke os videre frem, sagde Kenneth Jonassen, der havde mere end rigeligt at se til med hensyn til Axelsens spil.

- Jeg synes, der er et eller andet i vejen, men på daværende tidspunkt handler det primært for mig om at have fokus på Viktor, for han var ikke tilfreds med sit eget første sæt. Så det handlede om at holde ham cool derinde og være på.

Axelsen jokede med fejlen

Op til fejlen havde Viktor Axelsen nemlig fået alt andet end en god start på sit VM, da han tabte første sæt med 17-21. Derfor var det også et ganske afgørende tidspunkt for danskeren, men da sejren var sikkert i hus efter kampen, havde han overskud til at joke med situationen.

I første omgang forstod han dog ikke helt, at han rent faktisk havde lavet 22 point i andet sæt, da TV 2 SPORTs reporter prøvede at spørge til, om han godt var klar over, han havde lavet et point for meget.

- Klokken er allerede ni og langt over min sengetid, prøvede Axelsen, mens han søgte mere hjælp. 

Du bliver simpelthen snydt for et point? Du var foran 2-0 i andet sæt, og pludselig står der 1-1. Er der slet ingen, der opdager det?

- Nej, jeg gjorde i hvert fald ikke. Hvorfor kommer du ikke lige ind og siger det? Ej, jeg tager pis på dig, lød det med overskud fra Viktor Axelsen.

Heldigvis blev det ikke kampafgørende for danskeren, der fik langt bedre styr på kampen i de to afsluttende sæt, som han vandt med henholdsvis 21-6 og 21-13 over verdens nummer 55, Takuma Ueda fra Japan.

Axelsen skal nu møde finske spiller Eetu Heino i anden runde. Finnen er nummer 86 i verden.

Det var ikke første TV-kamp i år, hvor en dommer har haft problemer med pointene. Tilbage i februar var det næsten mere grotesk, da en dommer ligefrem forvekslede to japanske toppar.

Oversigt

    Oversigt