Axelsen spiller sig i en af karrierens største finaler

Den danske verdensmester vandt semifinalen ved Indonesia Open i tre sæt mod verdensranglistens nummer tre, Shi Yuqi fra Kina.

Én europæer har nogensinde vundet finalen ved Indonesia Open i herresingle. Nu får Viktor Axelsen mulighed for at gøre Jan Ø. Jørgensen kunsten efter.

Lørdag spillede han sig i en af karrierens største finaler ved Super 1000-turneringen, der rangerer som en af de tre største på World Touren, da han slog All England-vinderen Shi Yuqi med 18-21, 21-14, 21-11.

- Det er fuldstændig vanvittigt det her. Det er et sted, alle drømmer om at spille finale. Der er ikke nogen større scene, der er ikke noget sværere sted at spille. Det er så flot, lød det jublende fra badmintonekspert Jim Laugesen.

 Axelsen flyvende ud af startblokken

De to spillere havde mødt hinanden to gange tidligere og vundet en kamp hver, da de stødte sammen både i gruppespillet og semifinalen ved sæsonfinalerne i december, hvor Axelsen endte med at tage titlen.

Ved lørdagens semifinale i Indonesien kom Viktor Axelsen flyvende ud til opgøret, hvor han lynhurtigt bragte sig foran 5-1. Kinesiske fejl og skarpt dansk spil hjalp ham godt på vej.

Danskeren formåede dog ikke at fastholde overtaget efter den gode start, og kort efter var han bagud 6-7, mens kineseren kom bedre ind i kampen. Axelsens oplæg blev for korte og flade, så kineseren nemt kunne smashe bolden i gulvet.

Bagud både 11-13 og 13-15 formåede Axelsen at vende det igen og bringe sig foran 17-16. Men da han stod med en gylden mulighed for at bringe sig afgørende foran, missede han en kæmpe mulighed helt oppe ved nettet.

Fra 18-18 slog kineseren til og snuppede tre point i træk, så Axelsen måtte se sættet glippe med 18-21 i kinesisk favør. 

"Tro nu på det derinde!"

Andet sæt blev langt mere opløftende set med danske badmintonbriller. Fra starten af sættet bragte Axelsen sig foran med både 3-1 og 7-4, inden han igen blev ramt af et mindre udfald, og Shi Yuqi tog fire point i træk.

Det ændrede dog ikke på, at Axelsen alligevel spillede sig i front med 11-9 ved opholdet, hvor landstræner Kenneth Jonassen kom ind for at give ham gode råd med på vejen. Og her fik verdensmesteren en klar besked: "Tro nu på det derinde!"

- Ja, jeg tror på det, lød svaret fra Axelsen, mens han og Jonassen begge prøvede at peppe danskeren op.

Det lykkedes i den grad. Først rykkede Axelsen til 14-10, inden han sikrede det afgørende forspring til 19-12. To kinesiske point kunne ikke ændre på, at Axelsen vandt sættet med 21-14. 

Vild start på afgørende sæt

Tredje sæt blev indledt med et fremragende smash fra baghånden, og herfra så Viktor Axelsen sig reelt ikke tilbage. 1-0 blev til 6-2, inden han ved opholdet i tredje sæt var foran med 11-4.

Kineserens så ud til at være fuldstændig slukket, da Axelsen buldrede derudaf og bragte sig på 15-4. Til sidst sluttede det hele med 21-11, da Shi Yuqi sendte bolden i nettet.

I finalen skal Viktor Axelsen møde en af de to stjerner Kento Momota og Lee Chong Wei.

Se finalerne ved Indonesia Open søndag fra klokken 9 på TV 2 SPORT.

Oversigt

    Oversigt