I det fynske folks tjeneste

Britta Nielsen bliver udleveret til Danmark i dag

Den svindelsigtede kvinde sad som forstenet, da hun mødte i retten foran den danske presse.

00:28

Britta Nielsen bliver torsdag udleveret til Danmark. hun er mistænkt for at have svindlet for flere millioner kroner, da hun arbejde for Socialstyrelsen med kontor i Odense. Video: TV 2

I samarbejde med TV2.dk

Under et retsmøde i Johannesburg, Sydafrika, blev det torsdag formiddag afgjort, at den svindelsigtede Britta Nielsen i dag bliver udleveret til Danmark.

Det var en tavs og nedbøjet Britta Nielsen, som torsdag formiddag mødte i retten foran verdenspressen. 

Den 64-årige kvinde, som er sigtet for at have svindlet 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen, er i dag i retten for at få afgjort, hvorvidt hun nu kan blive udleveret til Danmark, efter at hun i mandags blev arresteret i en lejlighed. 

Britta Nielsen har selv udtrykt et ønske om at komme hjem til Danmark, og hvis udleveringen bliver en realitet i dag, kan hun være på et fly på vej tilbage til Danmark allerede i aften.

Sad som forstenet

Britta Nielsen ankom til retslokalet fra en stejl kældertrappe, hvor hun på toppen mødte TV 2s reporter Emil Ditzel. Hun forholdt sig dog tavs til hans spørgsmål. 

Efterfølgende satte den 64-årige kvinde sig ned på anklagebænken. Iført en hvid, blå og rødblomstret, løs tunikaskjorte og med kort og glat hår, som er blevet farvet sort, siden de første billeder af Britta Nielsen dukkede op i offentligheden, sad hun længe som forstenet med ryggen til den fremmødte danske presse.

Ryggen til pressen

Under armen havde hun en trøje, i hånden et par briller, men den tidligere medarbejder i Socialstyrelsen bevægede sig næsten ikke, bortset fra når der kom et par henvendelser fra hendes advokat, hvor hun flere gange nikkede forstående og en enkelt gang smilede et mat smil.

Mens rettens medarbejdere højlydt diskuterede på engelsk og afrikaans, og de danske journalister hviskede til hinanden og sendte nysgerrige blikke mod hende, sad Britta Nielsen længe med bøjet hoved og bevægede kun af og til den smalle mund, når hun langsomt tyggede på sit tyggegummi.

Til sidst fik hun besked på at rejse sig, så retten kunne begynde. Herefter var der stilhed et øjeblik, mens retten samlede sig.

Efter et kort øjeblik at have rejst sig, sank Britta Nielsen endnu engang ned på bænken og holdt længe blikket sænket, mens retten først diskuterede praktiske spørgsmål og efterfølgende pressens mulighed for at filme og fotografere i retten.

Herefter gik advokaterne videre til at argumentere muligheden for udlevering til Danmark.

Britta Nielsens forsvarer, advokat Piet du Plessi, læste en erklæring op i retten, hvoraf det fremgik, at Britta Nielsen ønsker at blive udleveret til Danmark, og ikke vil modsætte sig en udlevering.

Herefter blev det afgjort, at hun i dag - torsdag den 8. november - kan flyve tilbage til Danmark under følgeskab af en dansk politirepræsentant. Flybilletten er booket. Der er dog indgivet anmodning om, at afrejsepunktet ikke bliver offentliggjort.

Herefter blev retten hævet og efter en kort samtale med sit forsvar, forlod Britta Nielsen med langsomme skridt lige så stille retten via den samme kældertrappe, som hun kom.