I det fynske folks tjeneste

Tog, bil og færge: Det skal du være opmærksom på i påsketrafikken

Påskedagene er storhedstid for sporarbejde hos DSB, og det betyder togbusser og forlænget rejsetid flere steder.

I samarbejde med TV2.dk

Onsdag og skærtorsdag vil trafikken hovedsageligt bevæge sig mod vest. Foto: Jonas Bertelsen

Påsken byder for mange på familiefrokoster eller sommerhusture over hele i landet.

Og det skaber tæt trafik på vejene og travlhed i de offentlige transportmidler.

Onsdag er én af de helt store rejsedage, men også skærtorsdag vil mange bevæge sig rundt i landet.

Derfor er der et par ting at være opmærksom på, hvis du begiver dig ud i påsketrafikken.

Læs også Storebæltsbroen: Snart kan du køre hurtigere gennem betalingsanlægget

Hvis du rejser med DSB

Skal du med tog i påsken, kan du se frem til sporarbejde flere steder. Påsken er en af højtiderne for sporarbejde, og det skyldes, at der er færre kunder og derfor færre, der bliver generet af arbejdet, forklarer informationschef ved DSB, Tony Bispeskov til TV 2.

Ét af de steder, sporarbejdet især vil kunne mærkes, er på strækningen mellem Roskilde og Nyborg. Her vil der fra onsdag aften og til og med 2. påskedag udelukkende køre togbusser.

Der er dog sporarbejde flere andre steder. Derfor opfordrer Tony Bispeskov alle rejsende, der skal køre med DSB, til at alliere sig med rejseplanen.

Hvis turen går mellem landsdelene Sjælland og Fyn, er det dog ikke muligt at undgå togbus, understreger han.

Hvis du skal med Molslinjen

Ved Molslinjen kan de nikke genkendende til, at påsketravlheden især centrerer sig om onsdag og torsdag.

På de populære datoer er der næsten ingen billetter tilbage, fortæller Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef ved Molslinjen, til TV 2.

Hvilken dag, der bliver den helt store hjemrejsedag, har de hos Molslinjen dog stadig til gode at finde ud af.

Ifølge kommunikationschefen har folk været tilbageholdende med bestille billetter til hjemturen. Derfor har han et godt råd til dem, der skal retur med Molslinjen, når påsketiden er ovre.

- Se at få booket en billet, især hvis du vil rejse på de populære tidspunkter mellem formiddag og eftermiddag. Lige pludselig går det stærkt, og så kan billetterne hurtigt blive udsolgt, understreger han.

Derudover anbefaler han, at man ankommer til havnen i god tid.

Hvis du er i bil

Hvis du rejser med bil, skal du ifølge Vejdirektoratet også forvente trængsel på vejene både onsdag og skærtorsdag. Her vil trafikken hovedsageligt bevæge sig på tværs af landet fra Hovedstadsområdet mod Jylland og fra den dansk-tyske grænse ved Padborg mod Aarhus.

Også ved de store sommerhusområder ved især den jyske vestkyst, Skagen og i Nordsjælland forventes der meget trafik.

Når påsken så er ovre, og påskemaden er fortæret, vender trafikken. Da vil der være stort pres fra vest mod øst, og Vejdirektoratet regner med, at Fyn bliver pakket med biler i de dage.

De primære hjemrejsedage vil være søndag 21. april og 2. påskedag - mandag 22. april.

Og hvis påskefrokosterne eller påskehyggen byder på mere end bare postevand, kommer de forskellige politikredse på Twitter med opfordringer til at lade bilen stå.

Læs også Påske-razzia: Målrettet indsats mod spiritus- og narkotikakørsel