Droner kan give Storebæltsbroen længere levetid

For hver dag dronerne er i luften, sparer de Sund & Bælt flere ugers arbejde.

Droner er i dag fast inventar på Storebæltsbroen, hvor de flyvende vidundere hjælper Sund & Bælt med vedligeholdelsen af den næsten 17 kilometer lange bro. 

Med den rette vedligeholdelse kan dronerne vise sig at lægge tid til Storebæltsbroens levetid. 

- Vi har lovet, at broen vil holde i mindst 100 år, men det er ikke umuligt, at den kan holde i 200 år, hvis vi vedligeholder den rigtig godt, siger Lars Fuhr Pedersen, som er teknisk direktør hos Sund & Bælt.  

Dronerne bliver styret til at flyve rundt og tjekke broens tilstand ved at fotografere betonens overflade.

- Der er for eksempel forekomster af rust og nogle små revner på broen, som vi løbende holder øje med, siger Lars Fuhr Pedersen til TV 2.

Direktør spår om flere droner i broens fremtid

Virksomheden har stadig ikke tilladelse til at bruge dronerne ved broens pyloner, som strækker sig 250 meter over ankerblokkene og er broens højeste punkter.

Men de droner, Sund & Bælt har anskaffet sig indtil videre, er ifølge direktøren kun begyndelsen.

- Hvert år bliver dronerne mindre, får andet hardware, bedre kameraer og bedre positionering. Jeg vil skyde på, at det betyder flere droner og flere billeder i fremtiden, siger Lars Fuhr Pedersen til TV 2.

En god investering

Dronerne har vist sig at være en god forretning for den danske, statsejede virksomhed Sund & Bælt.

Lars Fuhr Pedersen fortæller, at dronen sparer de ansatte for at skulle kravle ud over kanten på den 65 meter høje ankerbukke, der strækker sig fra hav til bro, for at tjekke Storebæltsbroens stand.

En proces, som manuelt tager flere uger. Med dronerne, som kan fotografere op til 9000 billeder om dagen, kan arbejdet klares på en enkelt dag.

Oversigt

    Oversigt