Menneskerettighedsdomstol: Fisfis skal aldrig til Danmark igen

Bandelederen Fisfis' menneskerettigheder blev ikke krænket, da han blev udvist for bestandigt for omfattende kriminalitet.

Den udviste bandeleder fra Odense Mahmoud Khalil Salem, kendt som Fisfis, kan ikke vende tilbage til Danmark med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hjælp. Det skriver TV 2.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har torsdag afgjort, at udvisningen af den danske bandeleder ikke var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel otte lyder det i afgørelsen.

Mahmoud Khalil Salem blev udvist for bestandigt, da han blev dømt i 2011.

Smidt ud af landet
Hans sag fik megen opmærksomhed, da han først blev dømt til udvisning ved byretten, hvor han også fik seks års fængsel for blandt andet omfattende hashhandel, ulovlig våbenbesiddelse, trusler og uddeling af dummebøder på op til 250.000 kroner.

Dommen blev siden underkendt af landsretten på grund af hans familiemæssige forhold, men Højesteret afgjorde, at han skulle udvises.

Bandelederen kom til Danmark som 23-årig i 1993, og han har blandt andet stået i spidsen for den nu nedlagte indvandrerbande Black Ghost. Han har i Danmark fået otte børn, der blev tilbage i Vollsmose, da han blev sendt ud.

Flyttet til Libanon
Ifølge Ekstra Bladet blev han sat på et fly og sendt ud af landet i august sidste år. Der skrev avisen, at den dengang 45-årige bandeleder skulle bo hos sin mor i Libanon.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) glæder sig over afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har sagt god for Danmarks udvisning af bandelederen.

- Regeringens holdning er klar, siger Søren Pape Poulsen til Ritzau:

- Kriminelle udlændinge skal som det helt klare udgangspunkt ikke være i Danmark. Derfor er jeg også meget tilfreds med dommens resultat, siger han.

Mener dommen er umenneskelig
Bandelederens forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, tager afgørelsen til efterretning, men mener fortsat den er inhuman.

- Hans tilknytning til sine børn i Danmark gør, at jeg stadigvæk ikke synes, at det var menneskeligt at udvise ham, siger Michael Juul Eriksen.

- Men der er ikke så meget andet at gøre end at tage afgørelsen til efterretning, siger han.

Forsvarsadvokaten understreger dog, at domstolens 19 sider lange afgørelse er grundig og gennemarbejdet.

- Det har også taget dem fem år at lave den, så man er inde på stort set alle aspekter og har vejet for og imod, ligesom Højesteret også gjorde det, siger han.

Ulykkelig familie
Ved afsigelsen af dommen i oktober 2011 brød Fisfis' hustru sammen foran retten og kunne intet sige til TV 2's reporter på stedet. Det kunne hans dengang 15-årige datter godt:

- Jeg er rigtig ked af det. Nu mister vi vores far, sagde hun dengang til TV 2.

Oversigt

    Oversigt