I det fynske folks tjeneste

Flere butiksejere i krise på grund af letbanebyggeri

Butikker oplever et voldsomt fald i omsætningen, blandt andet fordi byggeriet spærrer adgangsvejene for kunder.

00:29

Conditoriet på Hauges Plads i Odense har eksisteret i 62 år. Om lidt er det slut. Video: Conditoriet Hauges Plads

I samarbejde med TV2.dk

I Odense er letbanebyggeriet lige nu i fuld gang, og det går hårdt ud over butiksejere flere steder i byen.

På Hauges Plads i bydelen Bolbro melder butikker på stribe om markante fald i omsætningen, og det får nu konsekvenser for flere af de erhvervsdrivende, der må dreje nøglen om.

1. november meddelte Christian Hansen fra Conditoriet Hauges Plads på Facebook, at bageriet lukker 21.december efter 62 år på samme adresse. Han vurderer, at omsætningen er faldet med omkring 80 procent.

Havde håbet sønnerne skulle overtage

Planen var ellers, at Christian Hansen ville forsøge at holde butikken kørende, til letbanebyggeriet er overstået, men faldet i antal kunder og dermed omsætning er for stort, fortæller han til TV 2:

- Vi har haft en god forretning her, men hver gang de har gravet op til letbanen eller sådan noget, så er vores omsætning faldet gevaldigt. Vi har pumpet rigtig mange af vores egne penge i bageriet, fordi vi troede på, at vi kunne have en forretning her, når de var færdige.

Christian Hansen havde håbet, at hans egen søn en dag skulle drive det videre.

- Det er kedeligt efter 62 år at skulle sige farvel til det. Min far havde forretningen i 37 år, inden jeg overtog den for 25 år siden. Vi havde håbet, at en af vores to drenge kunne overtage butikken, men sådan bliver det ikke, siger Christian Hansen.

21. december er det slut med at bage brød og kager i Bolbro. Foto: TV 2

Ingen penge fra kommunen

Han har været til adskillige møder med Odense Kommune og Odense Letbane for at få en form for økonomisk kompensation, men det har ikke været muligt.

- Det eneste, jeg kan bruge nu, er nogle penge, ellers kommer jeg til at gå fra hus og hjem. Det er sørgeligt efter 25 år, når man har prøvet at holde tingene kørende, siger Christian Hansen, der har været nødt til at fyre sine syv fuldtidsansatte medarbejdere.

- Min butik er spærret inde

Bageren er langt fra den eneste, der lider under byggerodet, larmen og de kaotiske trafikforhold på Hauges Plads.

Bolbro Blomster har også adresse blandt gravkøerne. Onsdag tog indehaver Lihn Nguyen konsekvensen. Hun har nu lukket sin blomsterbutik midlertidigt med denne besked på et skilt i vinduet til de efterhånden få kunder, der stadig kommer forbi:

- Beklager. Vi holder midlertidigt lukket. Vi åbner igen, når adgangsforholdene er i orden.

På skiltet kan man videre læse, at der fremover kun kan bestilles blomster over telefonen.

- Tidligere havde jeg et sted mellem 10 og 20 kunder dagligt, men efter letbanebyggeriet er begyndt, er det tal faldet markant. Tirsdag havde jeg kun fire kunder. Min butik er spærret inde, så folk kan ikke komme hertil i bil. Nu vil jeg lige se, hvordan det går med salget op til jul, men ellers overvejer jeg at flytte min butik til et andet sted i byen, siger Lihn Nguyen til TV 2.

- Det er en katastrofe

Også Bolbro Vin & Tobak på Hauges Plads melder om stort fald i omsætningen.

- Folk har problemer både med at køre og gå herind. Så det har store konsekvenser. Mit salg er faldet 25-30 procent. Jeg frygter, at det bliver værre. At jeg må lukke. Det er en katastrofe, siger bestyrer Georg Christiansen til TV 2.

Georg Christiansen frygter, at han må lukke sin kiosk Foto: TV 2

Det er ikke lykkedes at få politikere fra Odense kommune til at stille op til interview, men borgmester Peter Rahbæk Juel (S) skriver i en kommentar:

- Jeg har stor forståelse for de butiksdrivende, som bliver generet af letbanebyggeriet. Til gengæld giver letbanen et kæmpe løft af Odense som by.