I det fynske folks tjeneste

Fodboldbaner står under vand - mange kampe skal flyttes

Aflysninger og flytninger af fodboldkampe betyder, at der er kamp om kunstgræsbanerne.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

I samarbejde med TV2.dk

Det våde efterår har givet problemer for fodboldspillere i hele landet. Banerne står mange steder under vand, og det betyder aflysning af træninger og kampe.

I Odense Kommune valgte man allerede i sidste weekend at lukke alle kommunens anlæg på grund af de voldsomme nedbørsmængder.

I sidste weekend havde vi alene 25 kampe, der enten blev udsat eller flyttet til andre anlæg

Ulrik Sundahl Sørensen, turneringskoordinator, DBU Fyn

Christina Hoff er parkforvalter i Odense Kommune, og har ansvaret for byens fodboldbaner, der alle er ejet af kommunen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min tid. Nedbøren har været så ekstrem, at vi har været nødt til at lukke alle baner i kommunen før tid. Det er aldrig sket før. Vi er selvfølgelig interesserede i at passe på vores fodboldanlæg, så de ikke bliver ødelagt. Jeg vil gerne rose det gode samarbejde, der har været med DBU Fyn og klubberne for at få løst det her, siger Christina Hoff til TV 2.

Kommune betaler leje af kunstgræsbaner

Odense Kommune har igen givet grønt lys til, at der må spilles fodbold på de fleste af byens baner. Samtidig har kommunen tilbudt at betale for, at de berørte klubber kan leje sig ind på andre klubbers kunstgræsbaner, hvis græsbanerne igen drukner i regnvand. 

Læs også Fodboldskole i Vollsmose: - Megafedt med flere piger

Et tilbud, der modtages med kyshånd hos DBU Fyn.

- I sidste weekend havde vi alene 25 kampe, der enten blev udsat eller flyttet til andre anlæg. Vi har derfor rigtig mange kampe, der skal skubbes rundt, for at det hele kommer til at passe sammen. Derfor er det også meget positivt, at klubberne har været så gode til at snakke sammen og hjælpe hinanden på kryds og tværs, siger Ulrik Sundahl Sørensen, som er turneringskoordinator i DBU Fyn.

Også i Jylland har de massive nedbørsmængder skabt problemer for fodboldklubberne.

Fodboldbaner lukket resten af sæsonen

I Kolding betyder det helt konkret, at alle fodboldbaner er lukket resten af sæsonen.

- Det ser rigtig skidt ud. Jeg har aldrig været med til noget lignende, siger Hans Iver Lindorff, kampfordeler i Kolding Boldklub, til TV Syd.

For U13-træner Christian Mikkelsen betyder det, at mange af hans kampe og træninger bliver aflyst:

 - Det er mega frustrerende, at vi ikke kan afvikle vores kampe til tiden. Det betyder, at vi er nødt til at flytte kampene, når der ikke er plads, og så bliver programmet presset.

I Kolding Kommune er der omkring 5000 fodboldspillere, og nogle turneringer slutter først til december. Derfor er der hård kamp om at få spilletid på byens tre kunstgræsbaner. 

Læs også Eriksen forærer fodboldbane til Middelfart

I Dianalund Fodboldklub på Sjælland har man også lidt under oversvømmede fodboldbaner, men nu er der lys forude.

- I de 18 år jeg har været træner har jeg ikke oplevet så våde baner og så mange aflysninger som i år. Det bliver fantastisk for klubben at få en kunstgræsbane, siger formand i Dianalund Fodboldklub Karin Dam Pedersen til TV 2.

- Vores baner plejer at ligge stille fra nu af til april. En kunstgræsbane vil jo ikke ligge stille. Jeg er sikker på, at den vil blive brugt 365 dage om året,  siger hun.

Flere udsatte kampe

At problemet med lukkede fodboldanlæg er større end hidtil, bekræfter Ole Frandsen, der er sekretær i DBU Jyllands Disciplinærudvalg over for TV 2:

- Vi oplever, at der er flere kampe, der er udsat end normalt. Det plejer at være omkring 20-30 kampe, men i år er det 68 kampe, der er udsat. Klubberne har dog været rigtig gode til at samarbejde om at finde løsninger internt. Derfor er det begrænset, hvor mange kampe vi er nødt til at aflyse.

Ole Frandsen vurderer, at det især er Esbjerg-området og Sønderjylland, der er hårdt ramt af aflysninger og udsættelser på grund af dårligt vejr. 

Læs også Pigefodbold vinder frem i Vollsmose

Næsten dobbelt så vådt i Sønderjylland

Og det danske efterår har været usædvanligt vådt – især i Sønderjylland. Det fortæller TV 2 Vejrets Danny Høgsholt:

- I efteråret er der indtil videre faldet 175 mm regn på landsplan. Det er 57 procent mere regn, end vi normalt får på det her tidspunkt. Så det er en pæn stigning. 

- Tager man oktober isoleret har sønderjyderne fået allermest vand. 87 mm regn indtil videre i oktober måned. Det er næsten dobbelt så meget regn, som de plejer at få, fortæller Danny Høgsholt.

Læs også Champions League-finale spilles på græs fra Fyn