I det fynske folks tjeneste

Forskere kritiseres for at udgive resultater, der skaber unødig panik

Det går ud over praktiserende læger, når forskere udgiver resultater uden om styrelser og uvildige fagpersoner, mener Dansk Selskab for Almen Medicin.

01:54

Forskningsresultater bliver ofte publiceret alt for tidligt og skaber unødig panik blandt danskerne, mener Dansk Selskab for Almen Medicin. Video: TV 2

I samarbejde med TV2.dk

"Udbredt medicin kædes sammen med hudkræft". 

Sådan lød overskriften på en artikel, som TV 2 bragte i begyndelsen af december sammen med en række andre medier heriblandt TV 2/ Fyn. Artiklen byggede på et forskningsresultat fra Syddansk Universitet, der kunne påvise, at længere tids brug af blodtryksmedicin øger risikoen for hudkræft. 

Men resultater som disse bliver ofte publiceret alt for tidligt og skaber unødig panik blandt danskerne, mener Dansk Selskab for Almen Medicin, der nu langer ud efter forskerne - og de medier, der bringer resultaterne. 

- Processen bliver kortere og kortere, når forskerne går ud med deres nye ”sandheder”. Det efterlader borgerne i forvirring. Den ene uge kan det være godt at tage en bestemt pille, den næste uge kan det være farligt. Afvejningen i summen af viden finder ikke sted. Man bliver basket rundt i manegen som patient, siger Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin - et selskab, der blandt andre tæller 2.700 praktiserende læger. 

Læs også Opsigtsvækkende forskning: Plast-stof påvirker børns sprog

Han efterlyser et større samarbejde blandt de danske forskere, Sundheds- og Lægemiddelstyrelsen samt de praktiserende læger, der i sidste ende står med patienterne. 

- Forskerne er ikke i nærheden af patienterne. Derfor skal deres resultater gennem en videnskabelig ping-pong med andre kolleger samt Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, der skal være med til at vurdere, hvor meget det skal have lov til at fylde i en ny virkelighed – hvis det overhovedet skal fylde, siger han. 

Forsker uenig i kritik

Bag det ovennævnte forskningprojekt i hudkræft står Anton Pottegård, som er ph.d og lektor på Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet.

Han har meget svært ved at forstå kritikken. 

Læs også SDU-forskning: Høj dødelighed ved anoreksi

- Vi går ikke ud med halve historier. Vi går ud, når vi har lavet et forskningsprodukt, vi kan stå inde for, som har været igennem fagbedømmelser, og som er publiceret i anerkendte tidsskrifter. Så det er ikke tilfældigt. Der er tale om solide resultater, siger han og understreger: 

- Vi er finansieret af offentlige midler, så vi skal selvfølgelig offentliggøre det med det samme, når vi gør et nyt fund. Det er da en sjov tanke, at vi skulle kunne indføre en anden sats for, hvornår ting må formidles. Men jeg tvivler på, at det vil fungere.

Selskab: Lægerne har ikke en chance

Men det er ikke altid i offentlighedens interesse, at resultaterne bliver udgivet omgående. De bliver ofte opsnappet af medier og når ud til danskerne, før de praktiserende læger kan vurdere dem, mener Anders Beich. 

- Vi har dårligt nok haft tid til at sætte os ind i forskere som Antons viden og forholde os til det, før patienterne kommer og stiller spørgsmål, vi ikke kan svare på. Vi har ikke en chance, siger han.

Seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse Søren Friis var involveret i det omtalte kræftstudie. Overfor TV 2 medgiver han, at historien "kørte skævt" i medierne og var for "aggressiv".