I det fynske folks tjeneste

Her bliver søndagen varmest på Fyn

Vi har udsigt til den årets hidtil varmeste dag - men der bliver store lokale forskelle i temperaturen.

Sommervarmen kommer for alvor til Fyn søndag. Foto: Mette Rønn

I samarbejde med TV2.dk

Bor du midt på Fyn, så kan du roligt finde t-shirten frem og forberede dig på en nærmest sommerlig eftermiddag. Det gælder også for dem, der bor i den centrale og sydlige del af Jylland og midt på Sjælland. 

Er man derimod en af de mange danskere, der bor nær en østvendt kyst, så må man væbne sig med vindjakke og finde en lækrog for vinden.

Varm forårsluft fra Afrika

Varm luft fra det nordlige Afrika strømmer mod nord, og breder sig i dag op over Danmark fra syd. Det gør, at temperaturerne allerede i formiddagstimerne hurtigt stiger til over 15 graders varme, hvor det bliver lunest. 

Læs også Ørkenvarme rammer Fyn søndag

Højeste temperaturer i eftermiddag. Lokalt kan temperaturen måske nå 22 grader i dele af Midt- og Sydjylland. Foto: TV 2 VEJRET

Temperaturerne bliver højst dér hvor luften ikke har passeret henover hav, hvorimod det bliver markant køligere, hvis man bor nær en kyst med pålandsvind.

Op til 21 grader hvor det bliver varmest

Efter middag fortsætter temperaturen med at stige, og når det bliver varmest midt på eftermiddagen, kan temperaturen nå op mellem 19 og 21 graders varme. 

Det er især i det sydlige til centrale del af Jylland. Her er man længst fra de afkølende kyster, og med søndenvind har luften bevæget sig maksimal afstand over land.

Hvis temperaturen når 21 graders varme, er det den varmeste dag i Danmark siden den 5. september i fjor.

Over de indre dele af Fyn og Sjælland kan temperaturen nå op til 19 graders varme som det højeste.

Koldt ved kysterne

Derimod bliver det markant køligere nær sydøstvendte kyster, hvor luften har fået 'kolde fødder' af passagen over havvandet, som fortsat blot har en temperatur på tre til fem graders varme.

Derfor vil man langs kysterne blot opleve søndagstemperaturer på syv til ni graders varme, ligesom tilfældet var det lørdag.

Læs også OB-anfører vil lukke snakken om nedrykning