Hørte du også, det buldrede? - Danmark ramt af årets første tordenvejr

Både Fyn, Lolland og Falster havde tirsdag aften tordenvejr, da kraftige byger trak op over landet.

Det var hverken et godstog på afveje eller et meget forsinket nytårsfyrværkeri, man kunne høre tirsdag aften, hvor det både glimtede, buldrede og bragede hen over dele af landet.

Det var derimod årets første mindre tordenvejr, som ramte, da kraftige byger bevægede sig op over Danmark fra sydvest.

Lolland og Falster var det første sted, man tirsdag aften kunne høre torden i det fjerne, da byger fra det østlige Tyskland overlevede vejen hen over Østersøens kolde vand.

Senere tordnede det i forbindelse med byger fra Sønderjylland over Lillebælt til Nordfyn, hvor der ifølge DMI's lynpejlere i alt blev registreret syv lynnedslag.

Radar og lyn tirsdag klokken 23.05
Radar og lyn tirsdag klokken 23.05
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Bygerne blev dannet i den lune forårsluft, som tirsdag aften sendte temperaturen op på 12,7 grader i Sønderjylland. De kraftige byger er sammen med varmen et rigtigt forårstegn.

I forbindelse med bygerne faldt der flere steder mere end 10 millimeter regn. Mest har man fået i Skagen med 16 millimeter siden tirsdag aften klokken 20 og frem til onsdag morgen klokken otte.

I Borris i Vestjylland faldt der på 12 timer 13 millimeter, mens både Gedser på Falster og Hammerodde på Bornholm fik 12 millimeter regn. 

I aften kan der igen komme torden, når flere byger fra syd trækker op over landet, og en front fortrænger den forårsvarme, der lige nu ligger over Danmark.

Oversigt

    Oversigt