- Jeg har sportstøj, der er ældre end mine holdkammerater

I 2001 måtte han indstille karrieren på grund af sygdom. Efter 13 år vendte den fynske håndboldmålmand Søren Haagen tilbage, og i år – som 43-årig – stråler han i slutspillet.

- Åh nej – hvad er det, jeg har sagt ja til? Det er slet ikke mig, sådan noget her.

Det er de første ord, der møder min fotograf og undertegnede, da håndboldmålmand Søren Haagen byder os inden for i hjemmet på Thurø ved Svendborg.

Den 43-årige målmand viser lige nu storspil i slutspillet for Ribe-Esbjerg, men han er alt andet end glad for at rose sig selv; han vil hellere rose sine holdkammerater.

Hvordan har du det med at være i fokus?

- Det er ikke så godt. Det er dejligt, når jeg står bag forsvaret. Jeg behøver ikke at have det fokus. Det er det på banen, der er vigtigt. Det er det, jeg synes, der er sjovt. Jeg synes jo ikke selv, jeg er så interessant. Det er jo bare mit liv og min hverdag, som jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg har, siger han.

I de tre første slutspilskampe for Ribe-Esbjerg har Haagen ramt en redningsprocent på over 40 alle gange, og den vestjyske klub har sat fem point ind på kontoen, hvilket lige nu betyder, at de topper deres slutspilspulje.

- Når tingene fungerer, er det rigtig sjovt. Vi har været heldige i de tre første slutspilskampe at gøre en rigtig god figur - også bedre end vi selv turde drømme om. Det er dejligt, at det er lykkedes for os, og tingene går op i en højere enhed. Så det er skønt, siger Haagen.

Sulten efter at vende tilbage

Eventyret om Søren Haagen tog for alvor fart tilbage i 1996, da han som 22-årig vandt DM med GOG. I dag – næsten dobbelt så gammel – er målvogteren på vej mod endnu et stort resultat i den bedste danske håndboldliga.

Intet eventyr uden forhindringer på vejen, og det er Haagen i den grad løbet ind i. Efter at have fortsat udviklingen efter DM-titlen gik hans drøm i opfyldelse i 1999: Han skulle stå på mål for Flensburg-Handewitt i Bundesligaen.

I begyndelsen af 2001-sæsonen som 28-årig blev der sat punktum. Både for tilværelsen i den tyske klub, men også for livet som professionel håndboldspiller. En sjælden gigtlignende sygdom i fødderne og ryggen gjorde, at han ikke kunne spille videre, og så var karrieren slut - for nu.

quote Nogle af drengene, jeg spiller med, er så unge, at jeg har sportstøj, der er ældre end dem. Sådan er det. Jeg er i hvert fald på det gamle hold, når vi spiller fodbold, det er helt sikkert.

Søren Haagen, målmand i Ribe-Esbjerg

- Det var en hård tid. At måtte stoppe på grund af helbredet og samtidig have mange smerter. Hele livet var bygget op omkring det at skulle være i Flensborg og være professionel.  Det kom jeg aldrig over. Det vil altid være en del af mig og noget, jeg skal leve med. Jeg kan jo ikke lave det om, siger Haagen.

I 2014 vendte Haagen efter en lang kamp tilbage til som håndboldspiller. Her stod en dør åben hos GOG, der manglede en målvogter, efter at Kevin Møller skulle til Flensburg-Handewitt. 

I dag tørner han som bekendt ud for Ribe-Esbjerg, og sygdommen har han fået styr på.

Hvordan har du det i dag?

- Jamen det var mine fødder og ryggen, men mest fødderne, den var gal med. De har det ok; jeg kan da godt mærke lidt, men det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagen. Og det er slet ikke, som det var førhen.

De mange håndboldår, der blev taget fra ham, kan være en af forklaringerne på, hvorfor han står så godt på mål lige nu trods en så fremskreden alder.

Er det en sulten Søren Haagen, vi ser i øjeblikket? 

- Det er i hvert fald én, der er optimistisk og glad for det. Jeg nyder, at det går så godt med Ribe-Esbjerg.

- Det er skønt og også underligt at tænke på (at han er aktiv som 43-årig, red.). Nogle af drengene, jeg spiller med, er så unge, at jeg har sportstøj, der er ældre end dem. Sådan er det. Jeg er i hvert fald på det gamle hold, når vi spiller fodbold, det er helt sikkert, siger han og griner.

En travl hverdag med tre job

Efter sit karrierestop i begyndelsen af 00’erne var Haagen sygemeldt, og tiden blev brugt på at finde ud af, hvad der var galt med hans fødder, og hvorfor han ikke kunne spille sin højtelskede sport.

quote Jeg har prøvet det der med, at det kan være slut meget hurtigt. Så nu har jeg fokus på Ribe-Esbjerg, og det er det, jeg koncentrerer mig om, og så tager jeg tingene, som de kommer og prøver at være i det lige nu.

Søren Haagen, målmand i Ribe-Esbjerg

Da han fik en afklaring, begyndte han at uddanne sig som lærer. I dag er det stadig erhvervet, han står op til hver morgen, hvor han underviser i matematik og idræt.

Derudover er han håndboldtræner for sin søns U14-hold i Gudme to til tre gange om ugen samt til kamp eller stævne i weekender. Med andre ord: Ting at tage sig til, når han ikke står på mål for Ribe-Esbjerg, er der rigeligt af.

- Lige nu er jeg glad for at være lærer nede på skolen og kan få det til at hænge sammen med at spille håndbold og nå at være træner for min søn og de gode gutter, der er omkring det hold, han spiller på.

Den ældste søn spiller på GOG’s U16-hold – også som målmand -, og her sidder farmand Haagen som regel også på sidelinjen som tilskuer.

- Jeg keder mig ikke. Jeg følger ikke med i nogen tv-serie. Jeg er glad for det og kan godt lide, når der sker noget. Jeg kan godt lide mit arbejde og er superglad for at træne U14-drengene og se den store spille. Så bliver der også tid til lidt hygge herhjemme og lidt afslapning.

Turen til Esbjerg fra Thurø tilbagelægger han på to timer i bil, og den tur tager han frem og tilbage mindst to gange om ugen. Den megen tid i bilen er dog ikke noget, der nager Haagen.

- Det er lidt min egen tid, jeg har der, hvor jeg bare kan slappe af og lade tankerne passere, og så er det overstået. Så det går nok.

- Det kan være slut meget hurtigt

Næste år bliver Søren Haagen 44 år, og fra sommer er han Randers HH-spiller i den næstbedste håndboldliga. Det tænker han dog ikke på. Lige nu drejer det sig om at nyde hvert minut i hver eneste kamp.

- Jeg har prøvet det der med, at det kan være slut meget hurtigt. Så nu har jeg fokus på Ribe-Esbjerg, og det er det, jeg koncentrerer mig om, og så tager jeg tingene, som de kommer og prøver at være i det lige nu, siger han.

Drømmen er at spille flere store kampe i denne sæson – præcis som han gjorde det i 90'erne og 00'erne.

Hvordan ville det være at spille en semifinale?

- Det ville da være fantastisk. Det kunne da være rigtig sjovt. Det er en del år siden, jeg har prøvet at spille sådan nogle kampe. Hvis vi kommer med i semifinalerne, så kan alt jo ske. Men der er jo lang vej. Vi har tre kampe, og der kan ske masser ting. Vi skal have vundet et par kampe mere i hvert fald, ellers nytter det ikke noget.

- Men de tre gode kampe og de fem point, vi har på kontoen, er der ikke nogen, der kan tage fra os, siger han og smiler.

Passet siger 43 år, og på papiret er der som bekendt en underskrift på en kontrakt med Randers HH i næste sæson, og ifølge hans kommende træner, Jan Paulsen, er der ingen grund til at tale om, hvornår Haagen stopper.

- Jeg tror, han har mange år i sig endnu. Han træner godt, holder sig i god form og spreder godt humør, siger den nuværende Mors-Thy-træner efter mødet med Ribe-Esbjerg i slutspillet.

Her bemærkede Paulsen også, hvilken udvikling den aldrende målvogter har gennemgået på det seneste.

- Han har godt nok spillet sig op i den sidste halvdel af sæsonen, og han er en stor profil i den danske liga.

Trods storspil og et mærkat som en ligaprofil har Haagen ingen problemer med at holde benene solidt plantet på jorden; det er faktisk sådan, han helst vil have det. Nu glæder han sig bare til at spille næste kamp lørdag mod TTH Holstebro.

- Det var det, jeg drømte hver dag i flere år... Om at få lov til at komme tilbage, få lov til at spille og mærke suset. Se, om jeg kunne redde nogle bolde og vise, at jeg stadig kunne finde ud af det.

Oversigt

    Oversigt