Jette så ildkugle på Midtfyn: - Det lød som et kæmpe fly

Flere danskere så kort efter klokken 22 mandag aften et stort lysglimt på himlen over Danmark. Jette Doreen Sølyst Hansen fra Ryslinge både så og hørte ildkuglen.

En ildkugle er mandag aften blevet set lyse himlen op flere steder over Danmark.

Meget tyder på, at der er tale om en meteor, der er styrtet mod jorden i eller nær Danmark.

quote Det lød fuldstændig som en kæmpe flyver, der fløj lige hen over os. Hvis jeg havde sovet, var jeg blevet vækket.

Jette Doreen Sølyst Hansen

Ildkugle set mange steder i landet

På Fyn er der flere, der har set ildkuglen. Og ikke mindst hørt den. 

Dagplejer Jette Doreen Sølyst Hansen fra Ryslinge sad hjemme og så tv, da hun pludselig hørte en voldsom lyd.

- Det lød fuldstændig som en kæmpe flyver, der fløj lige hen over os. Hvis jeg havde sovet, var jeg blevet vækket, fortæller hun til TV 2/Fyn.

Hun skruede ned for fjernsynet og kiggede ud gennem vinduet: 

- Jeg tænkte: Hvad pokker er det? Det var en kæmpe lysende kugle. Meget imponerende syn. Det var ikke fordi, den fløj hurtigt hen over himlen, så man kunne sagtens have taget et billede. Men det husker jeg lige til næste gang. Det er jo ikke hver dag, man lige ser sådan en, griner Jette Doreen Sølyst Hansen.

Det lignede et stjerneskud

Jeanette Sandberg Kavli skriver: 

- Samme her med lyden af et voldsomt lavtgående fly klokken 22 over 5856 Ryslinge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg har lige set det smukkeste på himlen ud af vinduet her i Søborg. Det lignede et stjerneskud og lyste helt vildt meget op, skriver Christina Langmack på TV 2 VEJRETs Facebook-side

- Det var en stor meteor. Jeg så den også her fra Stenløse, svarer Henning Eriksen.

Det er dog ikke kun fra Østsjælland og Fyn, at meldingerne om det mystiske lysglimt er løbet ind. Også i Østjylland har man set noget bemærkelsesværdigt.

- Kan det passe, at min mand og jeg lige har set en asteoride?, spørger Linda Ginnerup Møller fra Ry.

Også i Esbjerg er ildkuglen blevet set.

Alt tyder på, at der er tale om en meteor

Og der er efter alt at dømme tale om en lysstærk meteor - en såkaldt ildkugle - der er fløjet hen over Danmark.

TV 2 VEJRETs webkameraer i henholdsvis Svendborg, Rødby og ved Kalø Vig på Djursland fangede alle på samme tidspunkt et kraftigt lysglimt på den ellers klare nattehimmel.

Meteoren set af TV 2 VEJRETs webkamera i Svendborg kort efter klokken 22.00 den 6. november 2017. 
Meteoren set af TV 2 VEJRETs webkamera i Svendborg kort efter klokken 22.00 den 6. november 2017. 
Foto: Webkamera TV 2 Vejret

 

Ildkugler over Danmark ses jævnligt

En meteor er et objekt, der fra rummet trænger ind i jordens atmosfære, hvor den begynder at brænde op.

Det er dét, vi undertiden herhjemme kan se som stjerneskud.

I særlige tilfælde er stjerneskuddet særdeles lysstærkt og langvarigt. Sådanne kaldes for ildkugler eller bolider.

I både februar og november i fjor blev en lignende ildkugle set flere steder i landet, og tilbage i februar 2013 slog en meteor ned i den russiske by Tjeljabinsk, hvor mere end 1100 mennesker blev såret.

Det er endnu uvist, om ildkuglen er brændt helt op, inden den ramte jorden.

METEORER OG STJERNESKUD

Har du billeder eller video af ildkuglen - så send dem meget gerne til os.

Oversigt

    Oversigt